Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin


"Selvom dupilumab er et dyrt lægemiddel, vurderer Rådet, at patienter med prurigo nodularis bør få muligheden for behandling, da de kliniske studier viser, at det er effektivt til nogle patienter,” siger Jørgen Schøler Kristensen

Medicinrådets formand: Derfor anbefaler vi Dupixent mod prurigo nodularis

Selvom Dupixent (dupilumab) er et dyrt lægemiddel, bør patienter med prurigo nodularis få muligheden for behandling, lyder det fra Medicinrådets formand Jørgen Schøler Kristensen.

Det biologiske lægemiddel Dupixent (dupilumab) er i forvejen anbefalet til behandling af blandt andet svær atopisk eksem, astma og kronisk rhinosinuitis med nasale polypper. Og nu kan patienter med moderat til svær grad af den sjældne, kroniske hudsygdom prurigo nodularis også forvente at blive behandlet med dupilumab. Det sker efter et møde i Medicinrådet den 22. november, hvor rådet tog stilling til at udvide indikationen for dupilumab og dermed anbefale lægemidlet til behandling af prurigo nodularis - en sygdom, der er karakteriseret ved meget kløende, små bindevævsknuder på kroppen og strækkesiderne af arme og ben, hvilket tærer på livskvaliteten. 

Overvejelserne forud for Medicinrådets anbefaling gik blandt andet på, at en moderat til svær grad af sygdommen kan være meget invaliderende for patienterne med høj påvirkning af deres livskvalitet. Sådan lyder det fra Jørgen Schøler Kristensen, Medicinrådets formand.

“Sammenlignet med andre hudsygdomme som atopisk eksem og nældefeber, er kløen ved prurigo nodularis mere intens, og det påvirker patienternes livskvalitet mere end ved andre hudsygdomme. Selvom dupilumab er et dyrt lægemiddel, vurderer Rådet, at patienter med prurigo nodularis bør få muligheden for behandling, da de kliniske studier viser, at det er effektivt til nogle patienter,” lyder det fra Jørgen Schøler Kristensen i en mail til Medicinske Tidsskrifter. 

Kriterier i anbefalingen

Medicinrådets anbefaling er blandt andet baseret på resultaterne i de to randomiserede, placebokontrollerede kliniske studier LIBERTY-PN PRIME og PRIME2. De kliniske studier dokumenterer blandt andet en effekt på livskvaliteten. For patienter i behandling med dupilumab og lokalbehandling blev der eksempelvis målt en forbedring på 12 point og for patienter, som kun fik lokalbehandling, blev der målt en forbedring på seks point.

Medicinrådets anbefaling omfatter ikke andre typer af kløe - prurigo. Rådet har i den forbindelse opstillet nogle opstarts-, monitorerings- og seponeringskriterier for behandlingen. 

“Dupilumabs effekt og sikkerhed er ikke dokumenteret for patienter med kløe, som ikke har prurigo nodularis. Derfor vil det ikke være hensigtsmæssigt at behandle disse patienter med dupilumab. Og derfor lagde rådet vægt på tydelige kriterier for, hvordan patienter med moderat til svær prurigo nodularis identificeres, som også beskriver, hvornår man bør reducere dosis eller stoppe behandlingen,” lyder det fra Jørgen Schøler Kristensen. 

Begrænsede behandlingsmuligheder

Behandlingsmulighederne til patienter med prurigo nodularis er begrænsede. På nuværende tidspunkt er der ikke andre godkendte behandlingsmuligheder i Europa udover dupilumab. Indtil videre har behandlingen derfor bestået af lokalsteroid, UVB-lys, zink-bandager eller immunmodulerende systemiske lægemidler i form af Methotrexat og Ciclosporin.

Men dokumentationen for effekten af den type behandlinger er ifølge Jesper Elberling, overlæge på Allergi-, Hud- og Kønssygdomme på Herlev og Gentofte Hospital og klinisk lektor på Københavns Universitet, ikke god og ofte forbundet med mange bivirkninger. 

”Mange af patienterne har levet meget af deres liv, uden at vi har været i stand til at hjælpe dem, og det er voldsomt,” siger han i et tidligere interview med Medicinske Tidsskrifter.

Én af Jesper Elberlings patienter, 43-årige Tina Kristensen fra Søborg, kan skrive under på, hvor invaliderende sygdommen kan være. Hun glæder sig derfor over, at Medicinrådet nu anbefaler dupilmab som en behandlingsmulighed. For hendes eget vedkommende har hun været i behandling med dupilumab, inden rådet kom med sin anbefaling. Det skyldes, at hun samtidig har atopisk eksem.

”Jeg er virkelig glad for, at de har fået det igennem, for det (Dupixent, red.) virker så godt for mig. Og det hæmmer jo en lige så meget at have prurigo nodularis som atopisk eksem,” siger Tina Kristensen.

Udviklingen er glædelig

Og der er mere godt nyt på vej til patienter som Tina Kristensen. I et fase III-studie har det biologiske lægemiddel nemolizumab nemlig også vist lovende resultater til behandling af prurigo nodularis. Det kom frem ved dette års dermatologiske kongres EADV, der blev afholdt i Berlin i oktober. 

Generelt betegner Medicinrådet den udvikling, man ser på det dermatologiske område i de her år, hvor nye præparater kommer til og nye indikationer kan tilføjes allerede godkendte og anbefalede præparater, som meget positiv. 

“Det er glædeligt, når effektive lægemidler også viser sig at virke på andre sygdomme, hvor der ikke er mange behandlingsmuligheder. Og det er godt, at der bliver skabt konkurrence om de mest effektive, sikre og omkostningseffektive lægemidler. Det er både til gavn for både patienterne og økonomien i sundhedsvæsnet,” lyder det fra Jørgen Schøler Kristensen.