En ud af tre i sundhedsvæsenet lider af håndeksem

Et nyt, systematisk review og meta-analyse belyser høj forekomst af håndeksem blandt sundhedspersonale.

Håndeksem har stået i skyggen af andre dermatologiske lidelser, og der mangler forskning og enighed om diagnostiske kriterier på området, lyder det fra forskeren bag studiet.

Det kommer næppe som en overraskelse, at ansatte i sundhedssektoren er særligt udsatte for at udvikle håndeksem. Langvarigt handskebrug og håndvask flere gange om dagen slider på huden og er en kendt risikofaktor for håndeksem. Det kan i sidste ende føre til nedsat livskvalitet, og at man er nødt til at skifte branche. Men på trods af store konsekvenser for den enkelte har håndeksem været en relativ negligeret sygdom. Sådan lyder det fra Yasemin Topal Yüksel, læge og ph.d. ved Dermato-Venerologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital.

I et nyt, systematisk review og meta-analyse har hun sammen med danske og tyske forskere inden for eksem undersøgt prævalensen af håndeksem blandt sundhedspersonale.

“Atopisk eksem og psoriasis har fyldt rigtig meget i forskningsverdenen inden for inflammatoriske hudsygdomme. Håndeksem har ikke været lige så meget oppe i tiden, selvom det er en utrolig hyppig og desværre ofte kronisk sygdom med en dårlig prognose. Mange med arbejdsbetinget håndeksem ender med at skulle skifte job, hvilket påvirker livskvaliteten negativt, især hvis man spørger dem med en moderat eller svær grad af sygdommen. Derfor er det vigtigt, at vi bliver ved med at forske i håndeksem,” siger Yasemin Topal Yüksel.

Undersøgelsens resultater

Den dansk/tyske undersøgelse inkluderede 18 studier, der var publiceret mellem år 2000 og 2022 og udvalgt ud fra nogle specifikke kriterier. Meta-analysen var baseret på i alt 24.438 hospitalsansatte. 

Undersøgelsen viste, at godt 33 procent har haft håndeksem i løbet af deres liv. 27 procent har haft håndeksem inden for et år. 

“Det er mange, hvis 10 ud af 30 på en afdeling får håndeksem. For mange ender det ud i kroniske forløb, der påvirker deres livskvalitet og måske gør, at de må skifte job. Det understreger, hvorfor vi skal have fokus på denne faggruppe, da det arbejdsbetingede håndeksem i mange tilfælde kan forebygges med enkle hudbeskyttende tiltag,” siger Yasemin Topal Yüksel.

Underrapporteret lidelse

Et andet fund, som Yasemin Topal Yüksel gjorde, er, at punktprævalensen er forskellig, alt efter hvem man spørger. Spørger man sundhedspersonalet vil 13,5 procent selv sige, at de har håndeksem. Hvis en hudlæge derimod skulle vurdere det, ville punktprævalensen være 37,8 procent.

“Der er en tendens til, at patienterne underrapporterer deres håndeksem. Det gør det vanskeligt at behandle i tide og påvirker prognosen negativt,” siger Yasemin Topal Yüksel.

“Tallene tyder på, at mange anser hudforandringerne for at være en del af arbejdet, og at de tror, at det er helt almindeligt, at deres hænder bliver røde og skællende. Det kan desværre resultere i, at man ikke kontakter sin læge og således ikke får den rette behandling og at ens håndeksem ikke bliver anmeldt til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring,” siger Yasemin Topal Yüksel.

De fleste med håndeksem har ifølge undersøgelsen en mild grad af sygdommen, svarende til cirka to tredjedele. En tredjedel er derimod hårdt ramt og har en moderat til svær grad af håndeksem. Ifølge forskeren kan der være flere med svær håndeksem i sundhedssektoren, som ikke registreres i undersøgelsen, grundet en mulig “healthy worker effect”, hvor sundhedspersonale med svær håndeksem kan være sygemeldt eller have skiftet arbejde og dermed ikke haft mulighed for at deltage i de inkluderede studier. 

Mangel på systematik

Der er allerede lavet en del studier på sammenhængen mellem håndeksem og sundhedspersonale, men resultaterne peger i forskellige retninger. Blandt andet på grund af forskellige populationer, studiedesign, forskellige diagnosekriterier for håndeksem, og for hvordan sværhedsgraden bliver målt. 

“Vi fandt ud af, at der var stor heterogenitet i de inkluderede studier, og at de fleste var af dårlig kvalitet. Vi har brug for studier i høj kvalitet, hvor man måler og vejer på samme måde og følger internationale guidelines, så vi bedre kan sammenligne og poole data og fortolke dem ud fra de samme kriterier,” siger Yasemin Topal Yüksel og peger på, at der lige nu mangler enighed om kriterier for håndeksemsdiagnosen. Dette skyldes blandt andet, at håndeksem er en heterogen sygdom, der kan inddeles i otte subtyper.  

“Når vi har opnået en enighed om, hvordan vi definerer håndeksem, og hvilke outcomes, der skal bruges i studier fremover, er målet at køre en systematisk review og meta-analyse igen med henblik på at følge udviklingen i håndeksem.”

Næste skridt

Én af de ting, der ifølge Yasemin Topal Yüksel i fremtiden vil være interessant at undersøge nærmere i et systematisk review er, hvilke specifikke faggrupper, der er særligt udsatte.

“Vi har kigget på en overordnet gruppe, som primært er sygeplejersker, læger og SOSU-personale, hvor data har været for begrænset i forhold til at kunne undersøge faggrupperne separat. Det kunne være interessant at gå mere i dybden med de enkelte faggrupper blandt sundhedspersonalet og finde ud, hvor vi for eksempel skal køre en større oplysningskampagne.”

Én af de faktorer, der i fremtiden også kan have en betydning for håndeksem, er den nye medicin, der er kommet på markedet inden for de senere år, herunder biologisk medicin og JAK-hæmmere.

“Man er begyndt at bruge dupilumab, som er godkendt til behandling af moderat til svær atopisk eksem, off-label til behandling af håndeksem, og det virker umiddelbart effektivt,” siger Yasemin Topal Yüksel.

I november kom det også frem i fase III-studiet DELTA 3, at cremefomuleringen af JAK-hæmmeren delgocitinib har vist lovende resultater i behandlingen af kronisk håndeksem. DELTA 3 er et open-label, forlængelsesstudie af fase III-studierne DELTA 1 og DELTA 2.

“Behandling bør dog ikke stå alene, men gå hånd i hånd med sekundær forebyggelse. De forebyggende tiltag for arbejdsbetinget håndeksem varierer. Dansk forskning har nemlig vist, at der skal bruges forskellige tilgange i forskellige faggrupper for at opnå effekt,” lyder det fra Yasemin Topal Yüksel.