Prostatakræft i familien øger risiko for brystkræft
Hvis der er både bryst- og prostatakræft blandt de nærmeste familiemedlemmer, øges risikoen for brystkræft med 78 procent.
Det viser en undersøgelse, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Cancer.
Et velkendt faktum er, at der er større risiko for at få brystkræft, hvis familiens andre kvinder er ramt af brystkræft. Både for prostatakræft og brystkræft er der tale om en vis arvelighed og at risikoen øges, hvis den nære familie er ramt af samme sygdom.
Men nu viser et nyt amerikansk studie, at det samme gør sig gældende, hvis kvindens mandlige familiemedlemmer er ramt af prostatakræft. Hvis en kvindes far, bror eller søn har prostatakræft, øges hendes risiko for at få brystkræft.
Resultaterne er fundet på baggrund af et stort amerikansk studie blandt 78.171 amerikanske kvinder i alderen 50-79 år. Ingen af kvinderne havde brystkræft ved undersøgelsens start, men i løbet af opfølgningsperioden blev 3.506 af kvinderne ramt af sygdommen.
Blandt de kvinder, der fik konstateret brystkræft, var der 11,6 procent, der havde nære familiemedlemmer med prostatakræft, mod 10,1 procent af de kvinder, der ikke var ramt af brystkræft. Forskellen er beskeden, men signifikant, siger studiets forfattere.
De kvinder, der havde både bryst- og prostatakræft i den nærmeste familie, havde 78 procent større risiko for at have brystkræft end kvinder, der ikke har disse sygdomme tæt inde på livet.