Oplægsholder på søvnkongres: Resttræthed ved søvnapnø skal spottes med lægekunst

EDS (overdreven dagtræthed) som en invaliderende følge af søvnapnø var et af emnerne på World Sleep Congress, der blev afholdt i Rom 11. til 16. marts.

Overlæge på Lungemedicinsk afdeling på Sygehus Lillebælt Eline Kirstine Gantzhorn var en af oplægsholderne på det seminar om EDS på konferencen, og hun er i sit daglige arbejde ret tilbageholdende med medicinsk behandling. På seminaret gav hun sit bud på sammenhængen mellem regulær lægekunst og nye metoder til at diagnosticere og behandle rEDS (restdagstræthed).

”Det er stadig nyt for lungemedicinere at benytte medicinsk behandling af betydelig resttræthed, og vi lægger skinnerne, mens vi kører,” siger hun.

”Jeg er ret restriktiv i udvælgelse af de patienter, der får behandlingen. Men på seminaret mødte jeg kolleger, der er knapt så tilbageholdende og også behandler, selvom der måske er depression, overvægt eller andet, som principielt også kan bidrage til trætheden. Og ja, det giver da stof til eftertanke og viser, hvor vigtigt det er at udveksle viden og erfaringer.” 

Usikre tal

Der findes en del studier af resttræthed hos patienter med søvnapnø. Men hvor mange, af dem, der reelt er i målgruppen for medicinsk behandling, er lidt usikkert. Nogle studier viser, at ni til 22 procent af patienter, der er velbehandlet for søvnapnø, lider af en relateret betydelig resttræthed. Mens denne andel kun er seks til otte procent, når der tages højde komorbiditet som f.eks. depression.

”Der kommer dog flere og flere patienter med søvnapnø, og derfor stiger andelen af dem, der slås med resttræthed også, og disse patienter kan vi nu hjælpe,” siger Eline Kirstine Gantzhorn.

Søvnapnø slider på hjernen

Der er endnu ingen danske kliniske retningslinjer for anvendelse af wake promoters til rEDS ved søvnapnø, men ifølge Eline Kirstine Gantzhorn er det god praksis, at der går minimum tre måneder efter, at behandlingen for søvnapnø er velfungerende til en vurdering af eventuel rEDS. Kroppen skal lige have tid til at vænne sig til den nyetablerede behandling, og effekten bedres langsomt i op til tre til seks måneder.

”Selvom vi konstaterer resttræthed, skal vi stadig vurdere, om der kan være andre grunde end søvnapnø,” siger hun.

”Fra studier ved vi, at patienter med en mild eller moderat søvnapnø har større risiko for resttræthed trods velbehandlet søvnapnø end patienter med en svær apnø. Ligeledes har patienter med massiv træthed før opstart af behandling for deres søvnapnø også en forøget risiko for resttræthed. Ud over det faktum, at der kan ligge en anden grund bag deres træthed end søvnapnø, støtter dyreforsøg også hypotesen om, at mange år med den hypoksi (iltmangel), der følger med søvnapnø, kan påvirke hjernen.”

Samarbejde med praktiserende læger

Udpræget træthed er en meget subjektiv følelse, hvilket gør det vanskeligt at afgrænse diagnostikken med henblik på medicinsk behandling. En af vejene til en præcis vurdering er ifølge Eline Kirstine Gantzhorn derfor en bred udredning i samarbejde mellem søvnklinikker og praktiserende læger.

”De fleste af mine patienter har først været hos deres praktiserende læge, fordi de har følt sig unormalt trætte,” siger hun.

”Den praktiserende læge er en vigtig samarbejdspartner, som f.eks. kan udelukke, at trætheden skyldes stofskiftet, underskud af D-vitamin eller andet, der kan måles. Når patientener er henvist til min afdeling ligger bolden selvfølgelig på min bane, men jeg kan ikke være tovholder for blodprøver eller diagnoser som f.eks. depression, som jeg ikke ved så meget om.”

Objektive kriterier

Det optimale for en sikker diagnose vil ifølge Eline Kirstine Gantzhorn være, at patienter med udpræget resttræthed, som er velbehandlede for deres søvnapnø og ikke har andre betydende sygdomme, gennemgår udvidede søvnundersøgelser.

Med Multiple Sleep Latency Test (MSLT) og Maintenance Wakefullness Test (MWT) er det muligt at undersøge helt objektivt, hvor trætte patienterne reelt er. De udvidede søvnundersøgelser hjælper også til bedre differentieldiagnostik i forhold til andre søvnlidelser. Flere ting blokerer dog for denne objektive tilgang. ”I Danmark er der stor geografisk forskel på centre, der har adgang til dette udstyr. Desuden handler det om tid. Og den har vi ikke,” siger Eline Kirstine Gantzhorn.

”Derfor er det også udmærket, at disse tests ikke er et krav i forhold til at ordinere wake promoters, for så ville patienterne sidde fast i flaskehalsen og ikke få den nødvendige behandling,”

Lægekunst i praksis

Diagnosen resttræthed trods velbehandlet søvnapnø skal stilles af en læge, mens sygeplejerskerne i dagligdagen hjælper med at spotte de patienter, som kræver nærmere udredning.

”Vi er meget afhængige af det tværfaglige samarbejde,” siger Eline Kirstine Gantzhorn.

”I Danmark har vi så ulige adgang til den udvidede søvndiagnostik, at det dog i høj grad er en lægeopgave at vurdere, hvornår en patient er ”træt nok” til at kunne modtage behandling med wake promoters. Vi bruger meget tid på at tale med patienterne, få deres sygehistorie og høre deres egne beskrivelser af trætheden. Der skal kontrolleres for eventuelle kontraindikationer og bivirkninger skal drøftes med patienterne. Desuden er behandlingen i øjeblikket en bekostelig affære for patienterne, og det gør det ekstra vigtigt at finde de rigtige patienter, der kan profitere af behandlingen. Jeg prioriterer umiddelbart at tilbyde den til patienter med aktiv tilknytning til arbejdsmarkedet, fordi fastholdelse er så vigtigt.”

Fremtiden ser dog ifølge Eline Kirstine Gantzhorn heldigvis lysere ud, fordi metoderne til dataindsamling om patienter og deres behandling hele tiden bliver bedre.

”Men indtil vi finder lettere og billigere metoder til at diagnosticere rEDS, stilles diagnosen ud fra lægekunst i praksis,” siger hun.