Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

”Vi mener ikke, lægedækningen bliver styrket, hvis kommunerne skal lave overenskomst med PLO frem for Regionernes Lønnings- og Takstnævn. For det har jo netop vist sig, at overenskomstsystemet ikke har kunnet løse udfordringerne med lægedækning," siger Anders Kühnau.

Danske Regioner reagerer på oplæg fra PLO og KL: Det vil ikke styrke lægedækningen

PLO skal fremover forhandle national overenskomst med KL frem for regionerne, foreslår PLO, og det er "ikke afgørende", om regioner består eller forgår, skriver PLO-formanden til sine medlemmer.  Danske Regioner påpeger, at det hidtil har været nødvendigt med supplementer til PLO-overenskomsten for at nå ud til alle borgere. 

Udspillet fra PLO og KL rummer i alt 10 forslag om, hvordan den kommende strukturreform bør udvikle det nære sundhedsvæsen og er samtidigt KL og PLO’s bud på, hvordan 1.500 ekstra praktiserende læger – som Folketinget med sundhedsreformen vedtog, at der kommer frem mod 2035 – kommer borgerne til størst mulig gavn.

I udspillet foreslår KL og PLO desuden, at der bør være en national styring af, hvor nye ydernumre bliver placeret og fælles forpligtelse på et sæt opgaver, som lægen skal løse. Derudover ønsker parterne at styrke sundhedsklyngerne med markant mere selvstændig økonomi og beslutningskraft, dertil kommer differentierede tilbud, plejehjems- og bostedslæger og tidlige indsatser.

Anders Kühnau er formand for Danske Regioner og regionsrådsformand i Region Midtjylland. Han har efter en travl uge med OK24 fået mulighed for at forholde sig til oplægget fra PLO og KL – to organisationer, som tidligere DSAM-formand Anders Beich på LinkedIn i øvrigt foreslår omdøbt til PKLO, og som han kalder en "stærk og nødvendig alliance".

Den regionale topchef forholder sig tvivlende til oplægget fra KL og PLO, selvom han indleder med at påpege, at man i Danske Regioner er enig i de fremadrettede opgaver, der skal løses for at styrke det nære sundhedsvæsen og tilføre flere læger.

”Vi mener ikke, lægedækningen bliver styrket, hvis kommunerne skal lave overenskomst med PLO frem for Regionernes Lønnings- og Takstnævn. For det har jo netop vist sig, at overenskomstsystemet ikke har kunnet løse udfordringerne med lægedækning. Derfor er der også i dag nogle muligheder for, at regionerne kan levere lægetilbud i det nære sundhedsvæsen, der er et supplement til overenskomsten med PLO,” siger Anders Kühnau med reference til regionsklinikkerne og andre kliniktyper, der er opstået især i lægedækningstruede områder.   

Allerede aftaler for meget af det, der efterspørges

Anders Kühnau tilføjer også, at indholdspunkterne i udspillet fra PLO og KL allerede har været et massivt fokus ved forhandlingerne af de seneste overenskomster. ”KL sidder med til forhandling af overenskomsten for PLO, og der ligger allerede aftaler for meget af det, KL efterspørger, og det er på en måde, hvor det er regionerne, der betaler,” siger regionsrådsformanden.

Som eksempel nævner Danske Regioner plejehjemslægerne, der nu er ude at betjene over 80 procent af plejehjem. Regionerne har også aftale med de praktiserende læger omkring, at de kan stå for øget lægelig tilgængelighed ved de kommunale akutfunktioner. Regionerne har aftalt et honorar med PLO, for at praktiserende læger står for denne øgede lægelige understøttelse. Regionerne har derudover hjulpet med aftaler omkring dosisdispensering og har aftale med PLO om, at praktiserende læger får honorar for at deltage i videokonferencer, hvor de rådgiver personale på eksempelvis plejehjem om behandling af beboere med eksempelvis KOL.

PLO: Ikke afgørende om regionerne består eller forgår

Man kan nemt få det indtryk, at udspillet fra KL og PLO giver regionerne en mindre central plads i den primære sektor end hidtil. I sin seneste opdatering til medlemmerne skriver PLO-formand Jørgen Skadborg, at det for PLO-bestyrelsen ikke er afgørende, om regionerne ”består eller forgår”.  

Formanden skriver videre:

”Vi vil tilpasse os den offentlige struktur, Folketinget måtte vedtage, ligesom vi gjorde dengang amterne blev nedlagt og regionerne blev oprettet. Til gengæld er det helt afgørende for os at bevare det kollektive, aftalebaserede system for almen praksis med en national aftale suppleret med lokale aftaler, at alment praktiserende læger er selvstændigt erhvervsdrivende, og at vi er det direkte indgangspunkt til sundhedsvæsenet. Og det har vi heldigvis en fælles forståelse for med KL,” skriver Jørgen Skadborg.

Medicinsk Tidsskrift har bedt Jørgen Skadborg om at forholde sig til Danske Regioners tanker om udspillet, men han skriver blot i en mail:  

”Jeg har faktisk ingen kommentarer til regionernes udsagn, bortset fra en konstatering af, af vi er uenige.”