”Jeg er skuffet, hvis nogen tror, at det her kan bruges som andet end et præliminært beregningsgrundlag til at vurdere, hvor man bør nedsætte nye kapaciteter. Hvis man omsætter det her 1:1 til den enkelte klinik, kommer det til at gå fuldstændig galt,” siger Jørgen Skadborg.
Fordelingsmodel: Kritik fra både PLO og medlem af rådgivende ekspertudvalg
Modellen for en ny lægefordeling åbner op for, at storbylægerne kan få op til 2.000 patienter i deres praksis. PLO’s formand, praktiserende læge Jørgen Skadborg, advarer mod at bruge modellen 1:1. Og professor Peter Vedsted, der har været med til at komme med input til modellen, er kritisk over for det produkt, der har set dagens lys.
Hver almen lægepraksis skal i fremtiden håndtere, hvad der svarer til 1.600 sygdomsvægtede patienter. Det betyder i praksis, at de faktiske patienttal varierer fra 1.150 til 2.000 patienter. Sådan lyder det i udkastet til rapporten om den ny model for lægedækning i Danmark fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Praktiserende læge og formand for PLO Jørgen Skadborg mener at det risikerer at gå galt, hvis man bruger modellen direkte.
”Jeg er skuffet, hvis nogen tror, at det her kan bruges som andet end et præliminært beregningsgrundlag til at vurdere, hvor man bør nedsætte nye kapaciteter. Hvis man omsætter det her 1:1 til den enkelte klinik, kommer det til at gå fuldstændig galt,” siger Jørgen Skadborg.
Jørgen Skadborg finder rapporten brugbar udelukkende som en indikation af, hvor der p.t. er brug for stærkere lægedækning.
”Der er en lang række lokale faktorer, som rapportens forfattere ikke medtager, herunder afstanden til nærmeste sygehus, omfanget af kommunale sundhedstilbud, adgang til praktiserende speciallæger og lokaleforhold for den enkelte klinik. Når man omsætter modellen til faktisk virkelighed, skal man ind og kigge meget mere grundigt på lokale og individuelle forhold. Og når det sker, skal det ske på baggrund af aftaler, ikke ud fra en regnemodel lavet på et kontor. Nogle parametre i et regneark er ikke nok,” siger PLO-formanden.
Kæden hopper af
PLO er enig i, at udmøntning af nye lægekapaciteter i højere grad bør styres nationalt. Organisationen bakker op om, at praktiserende læger med mange syge og sårbare patienter har mulighed for et lavere antal patienter.
Men hvis man, med udgangspunkt i denne model, forsøger at pålægge praktiserende læger et højere antal patienter, risikerer det at føre til flugt fra faget og dermed forværre problemerne med lægemangel, mener Jørgen Skadborg.
Jørgen Skadborg mener også, kæden hopper fuldstændig af, når man i den nationale fordelingsmodel vil detailstyre patientantallet helt ned på klinikniveau.
”Det, mener jeg, er udtryk for en uacceptabel detailregulering, hvor man overvurderer modellens holdbarhed og undervurderer de konkrete forhold, der kan gøre sig gældende i den enkelte klinik. Med et individuelt tal for samtlige lægekapaciteter vil man uundgåeligt komme til at ramme skævt mange steder,” siger Jørgen Skadborg.
Også kritik fra medlem af ekspertgruppe
Peter Vedsted sad med i ekspertgruppen, der har bistået Indenrigs- og Sundhedsministeriet med rapporten. Han er overlæge, professor og forskningsleder ved Universitetsklinik for Innovative Patientforløb ved Aarhus Universitet og er tilknyttet Forskningsenheden for Almen Praksis.
Professoren er overordnet meget glad for, at regeringen og forligspartierne har valgt at sætte fokus på den nære sundhed og almenmedicinske tilbud.
”At gå specifikt efter at prioritere det nære sundhedsvæsen og at bekæmpe social ulighed er en unik mulighed for Danmark. Det er en vigtig pointe for mig, og det er intentionen med det hele. Men vi skal tænke os godt om, hvordan vi folder det her ud. For hvis vi laver noget, der kun er halvgodt, risikerer vi en forståelig modstand.”
Han erklærer sig kritisk over for det færdige produkt. Ekspertgruppen har på hvert møde fremført deres bidrag til, hvordan de mente, det skulle være. Det er dog Peter Vedsteds oplevelse, at opbygningen af modellen var besluttet fra start. Så selvom mange pointer om almen praksis blev benyttet i diskussionen, og man afprøvede en række faktorer i den statistiske model, blev overordnede og væsentlige input tilsidesat.
”Jeg kunne forstå, at ministeriet oplever, de har lavet den optimale model. Men den er desværre bygget på nogle statistisk naive forudsætninger. Problemet er blandt andet, at den er baseret på historiske sundhedsdata. Den tager ikke højde for, at dem, der har mest brug for lægen, måske slet ikke bruger lægen så meget, og derfor er de ikke tilstrækkeligt repræsenterede i de beregninger, der fordeler praktiserende læger. Samtidig ønsker man at håndtere både den geografiske fordeling, fordelingen mellem praksis og den enkelte praksis listestørrelse på én gang, og det bliver for stor en mundfuld.”
Peter Vedsted mener, man skulle have spurgt, hvad det er, regeringen ønsker, at almen praksis skal løse for en opgave.
”Vi skal for det første have fordelt almen praksis geografisk lige, så man har en egen læge med adgang. Derudover har vi har nogle multisyge patienter med lav uddannelse. Over for den gruppe ønsker vi, at lægen skal yde noget ekstra, og det vil vi gerne give et ekstra incitament til. Den model har man ikke lavet, i stedet har man bestemt fremtidig klinikstørrelse ud fra en lineær regressionsmodel. Det kan vi simpelthen ikke være bekendt, når vi ved, at vi kan gøre det bedre.”
Han kritiserer også, at man udregner klinikkens patienttal med kommunen som en del af ligningen: ”Socialt belastede Gjellerup og velhaverforstaden Risskov er begge del af Aarhus Kommune, så de bliver del af samme kommunekategori, når man foretager fordelingen. Det giver ingen mening.”
Peter Vedsted er bekymret over, at regionerne nu kan gå ud med den her model i hånden og diktere, hvor mange patienter en række storbyklinikker skal have, op til 2.000, er der lagt op til.
”Den her model kommer ikke til at løse problemet med lægemangel i de områder med relevant behov. Lægerne findes, men de er ansatte som vikarer inde i byerne. Når man tilfører flere patienter til storbylægerne, kommer de måske til at ansætte ekstra vikarer og sygeplejersker for at løfte opgaven. Det bliver folk, som så ikke flytter til Tarm, hvor der er brug for dem. Der er simpelthen ingen styr på virkningsmekanismerne i den her model.”