Basislister er skabt af fanden selv

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Om os | Om nyhedsbrevene | Annoncer | Betingelser



Professor: Søvnapnø hos børn har for lav medicinsk bevågenhed

Obstruktiv søvnapnø, OSA, hos børn er en alvorlig lidelse, som kan få konsekvenser for hele livet, hvis den ikke opdages og behandles.

”Vi har fulgt disse børns faglige og sociale udvikling, og det viser sig, at deres sygelighed i skolen påvirker deres karakterer, uddannelsesniveau og evne til at arbejde senere i livet,” siger Poul Jennum, professor, overlæge, dr. med., Dansk Center for Søvnmedicin, Rigshospitalet.

”Søvnapnø er koblet til sociale problemer, problemer med at få en uddannelse, risiko for hjertesygdom, diabetes, overvægt samt en lang række andre sygdomme. I det hele taget har de børn større sygelighed og en meget stor overdødelighed,” siger han.

Ikke desto mindre kan disse børn gå i årevis uden at få en diagnose.

Poul Jennum anslår, at der er et sted mellem 3000 og 8000 danske børn, der lider af obstruktiv søvnapnø, men der er et stort mørketal, for hvor mange, der får diagnosen. Men kun under 0,5 procent får relevant opfølgning.

Dødtrætte om dagen

”Børnene er dødtrætte om dagen, og klarer sig dermed dårligt i skolen og har problemer med at få kammerater, fordi de hele tiden falder i søvn. De er blevet anset som dovne og dvaske, og uden behandling tager de på,” siger han.

”Omvendt ved vi i vores verden, at mange af de overvægtige børn, som også er snorkebørn, i særdeleshed har svær søvnapnø. Igennem de sidste årtier er overvægt blevet et kæmpe problem, der medfører en lang række helbredsproblemer og sygdomme.”

Pouls Jennum understreger, at der ikke er tale om uintelligente eller socialt udsatte børn, men et bredt udsnit af almindelige børn, der får søvnapnø.

”I mange år har man ikke været bevidst om, at mange snorkende børn i virkeligheden har haft søvnapnø, og de blev ikke undersøgt. Helt tilbage til 50’erne blev børn med søvnapnø opfattet som snorkende børn, de var lidt dvaske og sløve, man opererede mandler og polypper, og så gjorde man ikke mere. Det var overordentlig rædselsfuldt og en meget stor belastning for børnene,” siger Poul Jørgen Jennum.

”Det store, oversete problem var, at man ikke havde mulighed for at screene børnene inden operation og så mente man i øvrigt ikke, at søvnapnø betød det helt store.” 

De store, tavse sygdomme

Er der nogen behandling?

”Man kan prøve at fjerne det bløde væv og mandlerne. Det er udmærket, hvis barnet ikke er overvægtigt, og hvis det er mandlerne, der er årsag. Men mange af dem har også søvnapnø bagefter, især hvis de er overvægtige.”

Et lille antal af disse børn får en CPAP, hvis det drejer sig om meget svær søvnapnø og specielle lidelser.

En CPAP er et apparat der blæser luft ned i svælget for at holde luftvejene åbne under søvn.

Poul Jennum siger, at det er relativt let at diagnosticere søvnapnø: ”Vi undersøger mange børn, der er henvist til os. Det er ikke kompliceret. Og det er en misforståelse at tro, at det kun er os her på Dansk Center for Søvnmedicin, der kan gøre det. Jeg vil anbefale, at børn, der snorker kraftigt, bliver undersøgt og henvist.”

Du siger, at børn med søvnapnø er underdiagnosticerede, hvorfor?

”Fordi der er lav medicinsk bevågenhed. Søvnapnø, snorken og overvægt har kun lille opmærksomhed i lægeverdenen. Det har ikke den store interesse og får ikke de store forskningsmidler. Men vi har pligt til at beskæftige os med de store, tavse sygdomme,” siger professor Poul Jørgen Jennum.

Diabetespatienter er særligt udsatte for covid-19

EASD: Patienter med diabetes har to-tre gange højere risiko for at dø af covid-19 end personer, der ikke lider af diabetes. Det viser data fra et engelsk registerstudie. Høje blodglukoseniveauer er tilsyneladende associeret med et mere alvorligt sygdomsforløb.

Titanic kan afsløre om din patient har diabetes

EASD: Det kræver måske at du skal vise filmen Titanic eller en anden tåreperser for din patient, men så kan du til gengæld også afgøre om hun lider af diabetes - uden at tage en blodprøve.

Nyheder fra Medicinske Tidsskrifter

Hæmatologisk Tidsskrift

Propatienter