Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Ændringer til hjertekar-behandlingsvejledningen lige om hjørnet

Den 4. juni, umiddelbart efter Dansk Cardiologisk Selskab (DCS) generalforsamling, offentliggør selskabet den opdaterede udgave af den nationale hjertekar-behandlingsvejledning (NBV).

The European Society of Cardiology (ESC) opdaterer hvert år eksisterende guidelines for forskellige dele af hjertekar-området. De nye guidelines bliver ’endorset’ af DCS, som de foreligger eller med ændringer (teoretisk kan de også afvises). Efterfølgende bliver de indarbejdet i den danske nationale behandlingsvejledning for hjertekar-sygdomme.

Normalt er der mellem to og fem opdaterede, europæiske guidelines om året. I år altså fem tillæg, som de danske arbejdsgrupper har taget stilling til og ’endorset’ med kommentarer, fortæller Hans-Henrik Tilsted, læge på Rigshospitalets Hjertemedicinske Klinik og formand for NBV.

De fagspecifikke arbejdsgrupper fremlagde ved Dansk Cardiologisk Selskabs (DCS) møde tidligere på året (9. januar) de fem nye guidelines fra European Society of Cardiology indenfor områderne: Hyperlipidæmi, Diabetes og iskæmisk hjertesygdom, Kronisk Koronart Syndrom, Supraventrikulær takykardi og Lungeemboli. Guidelines blev’endorset’ - med foreslåede ændringer af DCS. Disse nye guidelines er nu indarbejdet i de respektive kapitler i NBV’en.  

Arbejdsgrupperne og NBV-udvalget er nu ved at færdiggøre de 40 kapitler i NBV’en, som altså offentliggøres den 4. juni.