Professor om strokes: Skal vi blive bedre må politikerne tage fat på tabuerne

Sundhedsreformens ambition er blandt andet at nedbringe antallet af strokes med ti procent inden 2030. I Danmark er vi allerede verdensmestre i at behandle stroke hurtigt og effektivt.

Der, hvor der stadig er en del at hente, er på den primære forebyggelse, mener Grethe Andersen, overlæge og professor i neurologi ved Aarhus Universitetshospital. Men det er en kompleks og svær balance i et samfund, hvor den personlige frihed står over det meste.

”Vi ved, at det præhospitale system er velfungerende, og modtagelserne på hospitalerne er også både strømlinede og hurtige - der vil ikke være meget at hente.” Sådan sagde Grethe Andersen, Overlæge, Aarhus Universitetshospital (AUH),  til Medicinske Tidsskrifter i marts, da regeringen fremlagde sin sundhedsplan og i den indeholdt en ambitiøs plan om at reducere antallet af strokes med ti procent. Den udtalelse står hun fortsat på mål for. Men hun mener også, at der fortsat er land at vinde, når det kommer til primær forebyggelse.

”Det kræver en politisk aktion i forhold til for eksempel rygeforbud eller som minimum, at man vil gøre en samfundsmæssig indsats for i højere grad end nu at forebygge, at børn og unge begynder at ryge, eksempelvis ved prisregulering på tobak. Vi ved, at rygning er en af de største risikofaktorer i forhold til både cancer og vaskulære sygdomme. Det kræver i øvrigt ligeledes en indsats kulturelt hjulpet på vej af politiske tiltag at ændre de unges drikkevaner, og endeligt er der en stor, pædagogisk opgave i at få flere mennesker til at motionere mere. Det er vanskeligt som enkeltpersoner at gøre noget ved. Det kræver politisk vilje, initiativer og ændringer i ungekulturen.”

I sin holdning til den primære forebyggelse læner Grethe Andersen sig én til én op ad en leder, som i blev bragt i The Lancet Neurology i forbindelse med World Stroke Day i december 2022. Budskabet var dér, at for at nå til en mærkbar effekt på den fremtidige antal strokes, så skal indsatsen i forhold til den primære forebyggelse i samfundet i langt højere grad i spil.

Den sociale ulighed
Grethe Andersen mener i øvrigt, at man bør slå et større slag for fysisk aktivitet, eksempelvis i skolerne, idet man ved, at det er en langstrakt indsats, der skal til, og at man skal sætte ind mange år før, man udvikler risikofaktorer som diabetes, forhøjet blodtryk og overvægt:

”Fysisk aktivitet er rigtig, rigtig stærkt kort i forhold til at forebygge mange sygdomme, så det handler om at få børn og unge op ad stolene og væk fra computerne for at få nogle gode vaner.”

Om det er realistisk i et samfund som det danske at gribe ind i individets vaner i øvrigt, er Grethe Andersen en smule tvivlende overfor.

”Det skal jo i hvert fald italesættes, for vi ved, at der er en høj grad af social ulighed i stroke-behandlingen. Men det er altså ikke social ulighed i den behandling, man får på hospitalet. Uligheden opstår, inden man rammer døren til hospitalet, fordi folk ikke ved, hvad et stroke er, fordi de ikke ringer 112 og ikke kommer tids nok. De socialt sårbare er, kan vi se, mere syge, når de kommer på hospitalet med et stroke, og derfor har de også et ringere behandlingsresultat end de, som reagerer hurtigt. Så det er i forhold til den sociale ulighed i sundhed, vi skal sætte ind med den helt store primære forebyggelses-indsats.”

Et indgreb i den personlige frihed
De alment praktiserende læger ved godt, at der skal sættes ind, når en patient møder op med forhøjet blodtryk eller bliver diagnosticeret med diabetes. Men det er helst inden risikofaktorerne sætter ind, at der skal handles, pointerer Grethe Andersen.

”Det er helt fra fødslen eller i hvert fald meget tidligt i barneårene, at vi skal se nærmere på og ændre usunde vaner i familien.”

Men det er rigtig svær balance at finde, fordi det fortsat et tabuiseret emne i vores samfund at italesætte risikofaktorer i familien, idet det til dels bliver anskuet som et indgreb i den personlige frihed. For hvor meget må samfundet egentlig blande sig i den enkelte families måde at leve og agere på?

”Her tror jeg, en form for sundhedspædagogik eller neuro-sundhedspædagogik, som i øvrigt er et nyt fag på universitet, skal i spil – ellers opnår vi ikke en højere grad af forebyggelse af udvikling af risikofaktorer. Vi må ikke blande os i den enkeltes frihed – men oplysning er dét, vi bør satse på,” siger Grethe Andersen.

Alkohol kan hæmme hjernens udvikling

For oplysning virker over tid. Det ved man. Eksempelvis er andelen af rygere stærkt faldende.

”Det kan ikke være andet end sundhedsoplysning, der har ført til den udvikling,” siger Grethe Andersen.

Dertil kommer snakken om de unges drikkevaner. Man bør i højere grad oplyse de unge om, at deres hjerner ikke er færdigudviklede før de 25 år - og at den kan tage skade af, at de drikker så voldsomt, som nogle unge gør, mener Grethe Andersen.

”De risikerer faktisk, at deres hjerner ikke bliver fuldt udviklede. Men det ved de ikke. De tror, at når de kommer op i alderen og holder op med at feste og drikke, så er der ingen skadevirkning af deres tidligere alkoholoverforbrug. Men det er faktisk ikke tilstrækkeligt undersøgt, og det er muligt, at hjernens udvikling hæmmes, hvis man drikker så voldsomt i de unge år.”

Sundhedsoplysning – både på samfundsmæssigt plan, hos lægen og i offentlige institutioner som vuggestuer, børnehaver og skoler er en kompleks størrelse, pointerer Grethe Andersen.

”Vi kan med et langt, sejt træk ændre ved dårlige vaner og i nogen grad udligne social ulighed i sundhed - herunder også i forhold til den primære forebyggelse af stroke. Men vi er samtidigt nødt til at anerkende og erkende, at vi lever i et frit samfund, hvor man ikke kan diktere noget, og hvor den enkeltes frihed står over det meste. Det sætter nogle helt naturlige begrænsninger for, hvor langt vi kan nå.”