”Det såkaldte dødsårsagsmønster for personer med type 2-diabetes ligner i dag det, som gælder for personer uden diabetes, hvor det er kræft, der er den hyppigste dødsårsag,” siger førsteforfatter på studiet, læge og ph.d. Tinne Laurberg.
Færre med diabetes dør af hjerte-kar-sygdom
Andelen er personer med type 2-diabetes, der dør af hjerte-kar-sygdom, er næsten halveret gennem de sidste 20 år. Det betyder, at kræft i dag - ligesom for resten af befolkningen - er den hyppigste dødsårsag blandt personer med type 2-diabetes.
Den gode nyhed er, at diabetesbehandlingen i dag er blevet så god, at personer med type 2-diabetes lever længere og dør sjældnere af hjerte-kar-sygdom, end de gjorde for 20 år siden. Det betyder, at de i dag dør af de samme sygdomme, som personer uden diabetes.
Det konkluderer forskere fra Steno Diabetes Center Aarhus i et nyt studie publiceret i tidsskriftet The Lancet Regional Health – Europe. Studiet er baseret på danske registre. Her har de undersøgt de hyppigste dødsårsager blandt voksne danskere med og uden type 2-diabetes i perioden 2002 til 2019.
Markant fald i dødelighed
I begyndelse af studieperioden var den primære dødsårsag hos personer med type 2-diabetes hjerte-kar-sygdom. I slutningen af studieperioden er denne dødsårsag næsten halveret og bidrager derfor til et væsentligt fald i den samlede dødelighed blandt personer med type 2-diabetes.
”Det såkaldte dødsårsagsmønster for personer med type 2-diabetes ligner i dag det, som gælder for personer uden diabetes, hvor det er kræft, der er den hyppigste dødsårsag,” siger førsteforfatter på studiet, læge og ph.d. Tinne Laurberg fra Steno Diabetes Center, Aarhus på Aarhus Universitetshospital. Hun tilføjer:
”Andre studier viser, at vi er blevet rigtig gode til at forebygge og behandle hjerte-kar-sygdom blandt personer med type 2-diabetes, og det kan være grunden til, at vi nu ser denne positive udvikling,” siger Tinne Laurberg.
Øget risiko for kræft
Der er dog stadig en betydelig overdødelighed blandt personer med type 2-diabetes - især når det gælder kræft og hjerte-kar-sygdom, fastslår forskerne i studiet. Samtidig viser andre studier, at personer med type 2-diabetes dels har en betydelig øget risiko for blandt andet at udvikle bryst- og tarmkræft, og at de i mindre grad deltager i danske kræftscreeningsprogrammer.
”Hvis vi skal forbedre livskvaliteten og overlevelsen hos personer med type 2-diabetes, er det fortsat vigtigt at forebygge hjerte-kar-sygdom, men vi skal også til at fokusere på tidlig opsporing og forebyggelse af kræft og målrette behandlingerne for de personer, som både har type 2-diabetes og kræft,” siger Tinne Laurberg.
Demensdødeligheden er stigende
Studiet viser også, at den generelle dødelighed i hele befolkningen er faldende, men at der er en ny tendens i form af stigende død grundet demens - særligt blandt personer med type 2-diabetes.
”Demens er forbundet med hjerte-kar-sygdom og hvordan kroppen omsætter sukker. Der er derfor grund til at tro, at demens blandt personer med diabetes kan have et andet forløb end hos personer uden diabetes. Med en aldrende diabetesbefolkning er hjernen og den kognitive funktion et af de områder, vi skal til at fokusere mere på,” siger læge og ph.d. Susanne Boel Graversen, som er medforfatter på studiet.
Studiets detaljer
Den hyppigste dødsårsag blandt personer med type 2-diabetes i Danmark
har ændret sig fra at være hjerte-kar-sygdom til i dag at være kræftsygdom, som også er den hyppigste dødsårsag for personer uden type 2-diabetes.
Der er dog stadig en betydelig overdødelighed blandt personer med type 2-diabetes - især når det gælder kræft og hjerte-kar-sygdom.
Hvis livskvaliteten og overlevelsen hos personer med type 2-diabetes skal forbedres, er det vigtig forsat at forebygge hjerte-kar-sygdom, men også at udvide til forebyggelse og tidlig opsporing af kræft.
Det nye dødsårsagsmønster kalder på behandlingsstrategier, som tager højde for, at flere borgere både har type 2-diabetes og kræft.
Den generelle dødelighed i hele befolkningen er faldende, men der er en ny tendens i form af stigende død grundet demens, særligt blandt personer med type 2-diabetes.