Skip to main content

-først med nyheder om ny medicin

"Som ældre er man i særlig grad udsat, hvis man har dårlige lunger, og de er også i øget risiko for at infektionerne bliver mere alvorlige, fordi de nemmere sætter sig på lungerne. Derfor er det rigtig godt, at man kan beskytte dem mod RS virus,” siger Anders Løkke.

Patienter med KOL på 60+ kan få tilskud til vaccine mod RS virus

Sundhedsstyrelsen har først i august godkendt, at personer med KOL på 60+ år kan få en vaccination mod respiratorisk syncytial virus (RSV) med klausuleret tilskud. Ifølge en dansk KOL-ekspert er det et rigtig godt tiltag for patientgruppen.

Med det nye tilskud kan patienter med KOL på 60 år og derover føje endnu en vaccine til rækken af vacciner, som ifølge KOL-ekspert Anders Løkke er fornuftige at få, når ens lungehelbred ikke er det bedste.

”Det er et godt tiltag, at patienter med KOL på mindst 60 år kan få tilskud til en vaccination mod RS virus, for det er en patientgruppe, der er i relativ høj risiko for at få infektioner, hvilket ældre generelt er. Som ældre er man dog i særlig grad udsat, hvis man har dårlige lunger, og de er også i øget risiko for at infektionerne bliver mere alvorlige, fordi de nemmere sætter sig på lungerne. Derfor er det rigtig godt, at man kan beskytte dem mod RS virus,” siger Anders Løkke, lungemediciner, dr. med. og overlæge på Medicinsk Afdeling på Vejle Sygehus, Sygehus Lillebælt samt professor ved Institut for Regional Sundhedsforskning, SDU.

Derudover peger professoren på, at netop RS er en virus, som primært børn og ældre er mest modtagelige overfor.

”Og da en del bedsteforældre ofte passer deres børnebørn ved sygdom, er der en direkte eksponering, også gennem længere tid, således at de selv risikerer at få infektionen. Derfor er det rigtigt fint, at netop denne patientgruppe kan få den beskyttelse, vaccinen tilbyder.”

Anders Løkker fremhæver samtidig, at RSV i vinterhalvåret ofte følges ad med influenza og Covid-19  tre sygdomme, der kan sætte sig meget voldsomt på et skrøbeligt lungehelbred.

Til spørgsmålet om, hvorfor ikke alle patienter med KOL bliver taget i betragtning til at få en vaccination mod respiratorisk syncytial virus (RSV) med klausuleret tilskud, svarer Anders Løkke, at Sundhedsstyrelsen må holde sig til den evidens, der er på området.

”Det ville være glædeligt, hvis alle patienter med KOL fik tilbuddet, men dokumentationen, der ligger til grund for godkendelsen, og de studier der er lavet på området, er primært lavet på patienter med KOL over 60 år,” siger Anders Løkke.

Rådgivning er vigtigt

Til gengæld mener Anders Løkke, at det er vigtigt, at lægerne grundigt rådgiver patienter, der kan få vaccinen med klausuleret tilskud, om dens effekt.

”Som lungespecialist eller som almen praktiserende læge, der behandler patienter med KOL, bør man være proaktiv og pege på, hvis en given patient har haft forværringer indenfor det seneste år, eller hvis lungefunktionen er dårlig, så er en RSV vaccine en god mulighed for at blive beskyttet så godt som muligt. Vi skal sørge for at rådgive vores patienter med KOL ordentligt. Så når vi taler om, hvorvidt de har fået deres vacciner mod influenza og pneumokokker, kan vi føje RSV vaccinen til den liste,” siger professoren og påpeger, at hvis hans patienter har en fin lungefunktion, og ikke har haft forværringer det seneste år, så insisterer han ikke på, at de får en vaccination.

Desuden minder Anders Løkke om, at det ikke alene gælder rådgivning om de fysiske fordele, RSV vaccinen kan have. Også selve håndteringen bør vendes med patienterne, da vaccinen skal opbevares i køleskab, og derfor er det vigtigt, at den bliver afhentet kort før, patienten skal have den.

”Under alle omstændigheder er det en vaccine, som man kraftigt skal overveje til patientgruppen,” siger Anders Løkke.