AI genereret billede.
Danske politikere er blandt verdens mest påvirkede af tobaksindustrien – nyt tiltag skal bremse indflydelsen
Danmark er kun overgået af Italien og Rumænien i EU, når det kommer til tobaksindustriens indflydelse på politikere, viser ny international rapport. Et nordisk tiltag skal fremover begrænse tobaks- og nikotinindustriens indflydelse på sundhedspolitikken i Danmark og resten af Norden. Betydningen er væsentlig, udtaler Jesper Fisker, administrerende direktør hos Kræftens Bekæmpelse.
I den nye globale opgørelse fra ’Global Tobacco Industry Interference Index 2025’, udgivet i begyndelsen af november,vurderes det, at Danmark har en samlet score på 75 og er dermed placeret som et af verdens 20 mest påvirkede lande af tobaksindustrien.
Set i EU-perspektiv ligger Danmark også i den tunge ende. Ifølge indekset er Danmark den tredjedårligst placerede EU-medlemsstat: Kun Italien og Rumænien har højere score og dermed mere omfattende tobaksindustri-interferens blandt EU-landene.
Rangeringen af lande i forhold til indflydelse fra tobaksindustrien bygger på et spørgeskema med 20 spørgsmål, der er samlet i syv indikatorer, som alle er afledt af WHO’s rammekonvention om tobakskontrol (FCTC, artikel 5.3). Med spørgsmålene måles der blandt andet på industriens deltagelse i politikudvikling, brugen af corporate social responsibility-aktiviteter, økonomiske og regulatoriske fordele til industrien, unødvendige interaktioner mellem myndigheder og industri, gennemsigtighed, håndtering af interessekonflikter og forebyggende tiltag. Jo flere eksempler på tæt kontakt, partnerskaber eller manglende transparens, der kan dokumenteres, desto højere score får landet.
Efter offentliggørelsen af det globale indeks har sundhedsministre i Danmark, Island og Norge, herunder Sophie Løhde (V) nu udgivet en fælles nordisk vejledning til offentligt ansatte om omgang med tobaksindustrien.
Selvom en vejledning kan fremstå teknisk, så kan den få væsentlig betydning, mener Jesper Fisker, administrerende direktør for Kræftens Bekæmpelse.
”Den (vejledningen, red.) forpligter landene til at beskytte sundhedspolitikken mod industriens påvirkning - og det er der i dén grad brug for,” skriver han i et opslag på LinkedIn.
Jesper Fisker peger samtidig på, at tobaks- og nikotinbelastningen i Danmark fortsat er meget høj. Hvert år dør omkring 16.000 mennesker i Danmark som følge af rygning, og samtidig har en bølge af nye nikotinprodukter ramt markedet med markedsføring målrettet unge.
”Mange af disse produkter er så nye, at vi endnu ikke kender de fulde langtidskonsekvenser. Men én ting ved vi: Nikotin skader børn og unges hjerner og øger risikoen for angst, depression og afhængighed af andre rusmidler. Nikotin kan også være indgangen til senere rygning,” skriver han. Derfor er han positiv omkring, at vejledningen sigter mod at begrænse nikotinholdige produkter bredt.
Vejledningen giver klare spilleregler
Den nye vejledning tager udgangspunkt i, at der er en grundlæggende og uforenelig konflikt mellem tobaksindustriens kommercielle interesser og regeringernes folkesundhedsmål. Herudfra sættes nogle klare retningslinjer og anbefalinger.
I vejledningen anbefales det blandt andet, at offentlige myndigheder kun har kontakt med industrien, når det er strengt nødvendigt for at udarbejde og håndhæve regulering. Kontakten bør så vidt muligt være begrænset til tekniske og regulatoriske spørgsmål, og den skal foregå under høj grad af transparens (for eksempel med registrering og åbenhed om møder og deltagere).
Dokumentet præciserer også, hvem vejledningen retter sig mod. Den omfatter ministerier, styrelser, offentlige myndigheder og institutioner, men også eksterne aktører, der handler på myndigheders vegne, herunder konsulenter og rådgivere. Desuden fremgår det, at vejledningen også er relevant for folkevalgte – blandt andet medlemmer af parlamentet og lokalpolitikere – når de arbejder med politik og lovgivning på tobaksområdet.
Et centralt element er identifikationen af, hvem der anses for at være en del af tobaksindustrien eller arbejder for at fremme dens interesser. Udover producenter, grossister og importører af tobaksvarer og nikotinprodukter omfatter definitionen også brancheorganisationer, lobbyister, tænketanke, interesseorganisationer, advokater og forskere, når de agerer på industriens vegne. Vejledningen anbefaler, at de nordiske lande indfører eller styrker regler for registrering og åbenhed om sådanne forbindelser.
Tydeligheden i vejledningen begejstrer Jesper Fisker, som skriver:
”Klare spilleregler gør det vanskeligere for industrien at påvirke sundhedspolitikken i det skjulte - og lettere at beskytte folkesundheden. Og i Kræftens Bekæmpelse bakker vi fuldt op om retningslinjerne og ser frem til at se dem blive omsat til praksis. Jo mindre indflydelse tobaks- og nikotinbranchens lobbyarbejde får, desto tættere kommer vi på en fremtid uden tobak og nikotin.”
