
FYAM-formand: Vi er en generation, der vil fællesskabet
Fremtidens praksisform for sololæger vil være en samarbejdspraksis, for der kan man få det bedste fra to verdener, siger FYAM-formand Malene Lindholmer Nepper.
Ifølge sundhedsreformen skal de praktiserende læger overtage flere opgaver fra hospitalerne for at lette presse på hospitalsvæsenet. De skal også til at holde længere åbent, så de bliver mere tilgængelige for patienterne. Men hvordan harmonerer det med de praktiserende lægers egne ønsker til, hvordan fremtidens almene praksis skal se ud? For eksempel kan det være vanskeligt for sololæger at skulle overtage flere opgaver eller holde længere åbent.
”Jeg tror, at fremtidens praksisform for de fleste sololæger vil være en samarbejdspraksis. Mange læger vil være ret glade for at være sololæge for en population, som de lærer rigtig godt at kende. Og i en samarbejdspraksis kan man få det bedste fra begge verdener, fordi man samtidig deler for eksempel frokoststue, udstyr og personale,” siger Malene Lindholmer Nepper, der er læge og formand for Forum for Yngre Almenmedicinere (FYAM).
”Vi er en generation, der er meget optaget af fællesskab. Vi elsker at sparre med hinanden, og det sociale betyder enormt meget i forhold til vores arbejdsliv,” siger Malene Lindholmer Nepper,
Vi løser det i samarbejde
Men det kan være svært at være sololæge i en enkeltmandspraksis, hvis man bliver mødt med krav om at overtage flere opgaver fra hospitalerne, som for eksempel kan kræve mere udstyr.
”Vi skal i gang med at lave en national opgavebeskrivelse for almen praksis som en del af arbejdet med sundhedsreformen, og det skal gerne være en opgavebeskrivelse, som ikke presser nogen praktiserende læger ud af faget,” siger Malene Lindholmer Nepper. Hun tilføjer:
”Det er vigtigt, at hospitalerne ikke begynder at presse opgaver ud i almen praksis, før kapaciteten er der. Men forhåbentlig vil de forskellige praksisser også kunne hjælpe hinanden, hvis en sololægepraksis for eksempel ikke har kapacitet til at lave en undersøgelse, som de kan hjælpe med at lave i nabolægepraksissen.”