
Flere lægepraksis fandt købere i 2025: Især Region Syddanmark har gode tal
Markedet for salg af lægepraksis i Danmark er blevet bredere og mere aktivt. Det viser en såkaldt goodwillanalyse for 2025, som PLO har offentliggjort. Region Syddanmark er storleverandør til den positive vækst, og PLO-medlem fra regionen giver såkaldt rekrutteringsteam en del af æren for den positive udvikling.
Markant flere praksisser blev handlet i 2025, skriver PLO i en ny analyse.
Antallet af handler steg med 34 procent fra 2024 til 2025. Region Syddanmark skiller sig markant ud med en stigning på 20 handler (en stigning på 65 procentpoint) fra 2024 til 2025, og regionen står dermed for knap halvdelen af den samlede fremgang.
Overordnet afspejler tallene, at unge syddanske almenmedicinere tør tro på en fremtid som praksisejere. Det vurderer praktiserende læge Morten Svenning Nielsen. Han har praksis i Odense og er også medlem af PLO.
”At Region Syddanmark står for en stor del af fremgangen, tror jeg, skyldes, at der generelt er et godt almenmedicinsk arbejdsmiljø i Region Syddanmark,” siger han.
Han peger også på, at regionen har lavet et såkaldt rekrutteringsteam, som ifølge Morten Svenning Nielsen yder en lavpraktisk indsats omkring generationsskifte i almen praksis.
”Det er noget, som i min optik har haft en stor betydning for, at vores region er placeret så flot. Dét, at man skaber tryghed for nye læger og hjælper dem godt i gang, kan ofte være en facilitator for, at udfaldet bliver et køb af klinik frem for en ansættelse,” siger den praktiserende læge fra Odense.
Spredt aktivitet
Praksishandlerne i Region Syddanmark er relativt bredt fordelt på tværs af regionen. Der er aktivitet i både større kommuner som Odense, Kolding og Esbjerg samt i en række mindre kommuner, herunder Sønderjylland og Sydvestjylland, oplyser PLO.
Der er altså en vis geografisk spredning, dog med en tendens til højere aktivitet i de større byområder.
Regionsrådsformand Bo Libergren (Venstre) glæder sig over udviklingen, men ønsker også at være forsigtig i sine konklusioner.
“Ser man på det samlede antal handler og omsætningshastigheden i forhold til regionens omkring 800 praktiserende læger, er der tale om en god foryngelse. Selvom der er grund til at glæde sig, skal man dog passe på med at overfortolke udviklingen. Jeg kan ikke vide, om der blot er tale om tilfældige udsving. Men det er da glædeligt, at der er et stort antal læger, der ønsker at være hos os,” siger Bo Libergren.
Nationalt fald i goodwillprocent på tre procentpoint
Goodwillprocenter er et centralt begreb, når talen falder på handler med praksisklinikker. Tallene afspejler den merværdi, en etableret praksis har i forhold til en nystartet praksis uden patienter. Goodwill er angivet i procent som et udtryk for den merværdi, en praksis eller en kapacitet med et etableret patientgrundlag har opbygget.
Region Hovedstaden havde den højeste gennemsnitlige goodwill (62 procent), mens Region Sjælland og Region Nordjylland havde den laveste (33 procent). Analysen fra PLO viser, at andelen af handler uden betaling af goodwill – de såkaldte nulhandler – sidste år faldt til 15 procent, som er det laveste niveau i den periode, hvor goodwill er blevet opgjort.
Den gennemsnitlige goodwillprocent var i 2025 lidt lavere end året før – et fald fra 54,1 procent til 51,2 procent. Faldet skyldes ifølge PLO primært, at flere billige praksisser blev solgt. Udviklingen peger således på et bredere og mere aktivt marked, hvor også mindre attraktive kapaciteter finder købere, mere end der er tale om et generelt prisfald på tværs af alle praksisser, vurderer PLO.
