Skip to main content


AI-lægen kaldet Sofie Larsen henvender sig til danske mænd, som har problemer med prostata og udløsning. I videoer af op mod et kvarters varighed råder hun blandt andet mændene til at få mere søvn, drikke mindre alkohol og stoppe med at ryge. Screenshot fra Youtube.

Faktatjekmedier: AI-læger florerer på YouTube

DSAM advarer mod videoer med danske AI-genererede læger, som rådgiver om blandt andet prostata- og udløsningsproblemer. Rådene kan afholde borgere fra at gå til egen læge med symptomer, vurderer bestyrelsesmedlem. 

YouTube huser et netværk af mindst 1.000 falske AI-læger, der tilsammen har lagt 100.000 videoer op på 30 forskellige sprog, fremgår det af det spanske faktatjekmedie Maldita.  Blandt de mange falske læger er der også navne som Louise Nygaard, Emma Poulsen og Sofie Larsen, skriver det danske faktatjekmedie Tjekdet.

En AI-læge kaldet Sofie Larsen henvender sig til danske mænd, som har problemer med prostata og udløsning. I videoer af op mod et kvarters varighed råder hun blandt andet mændene til at få mere søvn, drikke mindre alkohol og stoppe med at ryge. I andre advarer hun ifølge faktatjekmediet mænd over 60 år mod at onanere for hyppigt eller foreslår dem at spise eksotiske frugter for at booste sexlysten.

Hos DSAM er man bekymret over denne form for rådgivning.

“Det store principielle problem er, at de falske profiler bliver deklareret som læger. At være læge er en beskyttet titel, og når de står der med kittel og kommer med, hvad der fremstår som et sandhedsudsagn, kan det skabe et troværdighedsproblem for os,” siger praktiserende læge og DSAM-bestyrelsesmedlem Daniel Sindhøj til Tjekdet.

Kanalerne med AI-læger kan i værste fald udgøre en sundhedsrisiko, mener Daniel Sindhøj.

“Hvis folk opsøger oplysninger fra AI-læger og tager dem for gode varer, vil det måske afholde dem fra at kontakte egen læge. Udløsningsproblemer kan være tegn på en anden sygdom, men det kan også være en helt normal udvikling. Om det er det ene eller andet hjælper AI-videoer ikke med at afgøre.”