Skip to main content


Når afdelinger er pressede, kriterierne bliver snævre, og systemet ikke har en velfungerende dialogfunktion, bliver almen praksis det sted, hvor patienten ender. I sidste ende med risiko for patientsikkerheden, mener Kim Agerholm Brogaard, praktiserende læge i Aabenraa. Foto: Robert Attermann, Red Star.

Afviste henvisninger presser patienten, lægen og den sunde fornuft

Når sygehusene afviser henvisninger, lander patienterne ofte tilbage i almen praksis, som allerede har vurderet, at der er brug for særlig hjælp. Praktiserende læge Kim Agerholm Brogaard kalder det en patientsikkerhedsrisiko, mens forsker Mette Elkjær peger på et system med for få muligheder mellem accept og afvisning.

”I morges, da jeg mødte ind, lå der fire afviste henvisninger. En af dem er begrundet med, at patienten er for kompleks til at kunne varetages i sekundærsektoren.”

Det er lige før, vi kan mærke praktiserende læge i Aabenraa, Kim Agerholm Brogaard ryste opgivende på hovedet gennem telefonen. Han er en af de stemmer, der er dukket op i den tiltagende debat om afviste henvisninger til speciallæger på sygehusene.

”Jeg sidder tilbage og tænker, at okay, så patienten er for kompleks til at blive varetaget i et specialiseret ambulatorium på sygehuset, men er åbenbart ikke for kompleks til, at jeg som praktiserende læge i min egen klinik i Sønderjylland skal kunne håndtere problemstillingen,” siger Kim Agerholm Brogaard og sætter flere ord på sin undren:

”Det virker paradoksalt, når henvisningen afvises med den begrundelse, at patienten er for kompleks. Kompleksiteten er netop årsagen til, at patienten henvises. Resultatet er, at patienten sendes tilbage til almen praksis uden nye muligheder, en mulig forsinket behandling, selvom behovet for specialiseret hjælp er uændret.”

I det konkrete tilfælde indkalder han patienten igen, arbejder videre med sagen og sender en ny henvisning. Efter dialog med afdelingen bliver patienten taget ind alligevel. Det i sig selv er positivt, men alligevel er det også netop en del af problemet, mener han. For hvorfor skulle vejen dertil gå gennem en afvisning, en ny konsultation, en ny henvisning og mere ventetid?

”Det er jo egentlig ikke henvisningen, der bliver afvist. Det er patienten, der sidder tilbage og føler sig afvist, ikke imødekommet. Hun sidder tilbage og føler, at sundhedsvæsenet ikke kan hjælpe hende.”

Fra enkeltsag til mønster

Kim Agerholm Brogaard beskriver et mønster, hvor flere patienter med komplekse, sammensatte eller uklare problemstillinger vender tilbage til egen læge, fordi de ikke passer præcist nok ind i sygehusenes visitationskriterier.

”Jeg synes ikke, det fyldte så meget, dengang jeg startede som praktiserende læge. Men det er eksploderet, bare når vi kigger på de sidste fem år. Det her er blevet en del af vores hverdag,” siger han.

Mette Elkjær, som er lektor, ph.d., cand.cur. og centerleder for Tværsektorielt Forskningscenter, Region Syddanmark har forsket i afviste henvisninger. Hun har blandt andet medvirket til en artikel, der sætter tal på problemets omfang i Region Syddanmark.

Artiklen dokumenterer, at i 2024 blev 11,4 procent af de henvisninger, der sendes udefra til 4 store sygehuse og psykiatrien afvist. En SDU/AAU-rapport fra 2025 viser desuden, at andelen af henvisninger fra almen praksis, som returneres af sygehusene, er steget fra 3 procent i 2018 til omkring 15 procent. Rapportens hovedforfatter, professor Jesper Lykkegaard, har på den baggrund estimeret antallet af returnerede henvisninger til omkring 200.000 årligt på landsplan.

Mette Elkjær refererer også til forskningsfund relateret til patienternes oplevelse.

”Vi kan se, at afviste henvisninger påvirker patienterne meget forskelligt,” siger hun.

I nogle tilfælde har afvisningen således vist sig ikke at få negative konsekvenser, da helbredsproblemerne blev håndteret i almen praksis eller af en anden sundhedsudbyder. I andre tilfælde får afvisningen af henvisningen alvorlige konsekvenser.

”Det drejer sig for eksempel om forsinkelser i diagnosticering og behandling, som fører til længerevarende og mere komplekse patientforløb. Undertiden medfører de betydelige helbredsmæssige og sociale konsekvenser for patienten,” siger Mette Elkjær.

I den refererede forskning påpeges desuden, at hospitaler primært fokuserer på diagnose, mens patienternes individuelle kontekst i forhold til deres helbredsproblemer får mindre opmærksomhed.

Patienterne mellem kasserne

Kim Agerholm Brogaard peger på patienter med uspecifikke symptomer, flere samtidige problemer og sociale slagsider, mens Mette Elkjær fra forskningssiden peger på patienter med komplekse problemstillinger, der kan gå på tværs af specialer.

”Patienter med uspecifikke symptomer, flere samtidige sygdomme og ofte også sociale udfordringer passer sjældent ind i sundhedsvæsenets organisatoriske kasser. De matcher ikke altid et bestemt ambulatorium eller et specifikt henvisningskriterium. Derfor er det ofte dem, der falder mellem to stole. Konsekvensen er, at udredning og behandling forsinkes, og netop blandt disse patienter kan der gemme sig alvorlig sygdom, som først opdages sent,” siger Kim Agerholm Brogaard.

Mette Elkjær beskriver samme grundproblem og peger på, at specialiseringen i sundhedsvæsenet har gjort visitationskriterierne mere specifikke. Når patientens problem ikke tydeligt hører hjemme ét sted, kan henvisningen derfor blive vanskeligere at placere, og så kan vedkommende ende tilbage i praksisklinikken uden en tydelig vej videre. I Region Syddanmark er der ifølge forskeren 88 afdelinger, der kan modtage en henvisning, og dermed også mange forskellige sæt kriterier, almen praksis skal orientere sig efter.

To knapper i systemet

En del af forklaringen ligger ifølge Mette Elkjær i selve visitationssystemets arkitektur. Når en visitator sidder med en henvisning, er mulighederne begrænsede. Systemet er ikke i tilstrækkelig grad indrettet til dialog, afklaring eller midlertidig parkering, mens der indhentes flere oplysninger.

”De har ikke som sådan en mulighed for at sige: Nu skal jeg have nogle flere oplysninger om den her patient. Systemet er sådan, at det er accept eller afvis,” siger Mette Elkjær.

For Kim Agerholm Brogaard løser en skriftlig begrundelse ikke det grundlæggende problem. Den er ikke det samme som dialog, og den flytter i praksis ofte opgaven tilbage til almensektoren.

”Vi mangler helt sikkert et dialogredskab, og at der tages ansvar. Et dialogredskab er ikke en afvist henvisning med anvisning om behandling, der traditionelt set ikke har hjemme i almen praksis. Det er reel opgaveglidning. Vi har brug for, at modtagende afdeling løfter opgaven uagtet kontaktform,” siger Kim Agerholm Brogaard.

Han efterlyser ikke nødvendigvis en model, hvor alle henvisninger accepteres. Men han mener, at der mangler et mellemrum mellem ja og nej. Et sted, hvor sygehuset kan ringe til patienten, tale med den praktiserende læge, selv viderehenvise til anden instans, justere forløbet eller give en faglig vurdering uden først at sende sagen retur.

Opgaveglidning eller afvisning

Opgaveglidning bruges ofte neutralt om flytning af opgaver mellem sektorer, men for Kim Agerholm Brogaard beskriver ordet ikke præcist nok, hvad han oplever i klinikken.

”Glidning er et pænt ord. Jeg mener, at der er tale om afvisning af opgaver, som reelt set hører til i sekundærsektoren, og hvor finansieringen af disse opgaver slet ikke er på plads i primærsektoren,” siger han.

Kritikken er ikke rettet mod enkelte visitatorer eller enkelte sygehusafdelinger, understreger han. Problemet er strukturelt. Når afdelinger er pressede, kriterierne bliver snævre, og systemet ikke har en velfungerende dialogfunktion, bliver almen praksis det sted, patienten ender. I sidste ende med risiko for patientsikkerheden.

”Jeg ser faktisk en patientsikkerhedsrisiko ved patienter, som har en mulig alvorlig sygdom. Fordi afviste henvisninger forsinker udredningsforløbet. Vi siger, vi har en mistanke om alvorlig sygdom. Men henvisningen kan blive afvist på grund af ønske om videre udredning i almen praksis, eller fordi vi skal vælge en anden scanningsmodalitet, tage nogle andre blodprøver eller lignende. På den måde kan vi bruge uger, inden vi får patienten udredt,” siger han og beder os sætte os i patientens sted:

”Prøv at forestille dig at være patient og så få den besked: Vi vil ikke hjælpe dig. Det er jo det, de læser. Det er jo det, de hører, når henvisningen bliver afvist,” siger praksislægen.

Sygehusets sortering

På Sygehus Sønderjylland ser cheflæge Louise Jürgensen fra Børn og Unge afviste henvisninger fra den anden side af bordet. Hun er naturligvis ikke repræsentativ for alle sine kollegaer i andre specialer, men udtaler sig på baggrund af egne erfaringer. Hun genkender, at der kan være situationer, hvor det er vanskeligt at skelne mellem et lægefagligt og et systemisk problem. Men hun understreger samtidig, at hendes afdeling ikke afviser uden en begrundelse.

”Hos os bliver henvisningerne set og behandlet, og vi sender dem ikke retur, før vi tror på, at den praktiserende læge kan klare det selv. Vi afviser aldrig uden en lægefaglig begrundelse for, hvordan vi tænker, at egen læge skal gøre det,” siger hun.

De hyppigste afvisninger handler ifølge hende om tilstande, der ikke kræver en specialiseret indsats, eller hvor der endnu ikke er afprøvet relevant behandling i almen praksis. Hun nævner eksempelvis forstoppelse, hvor medicinsk behandling ikke er forsøgt. Andre gange handler afvisningen om, at barnet allerede har været i sygehusforløb, men at den videre indsats vurderes at høre hjemme i kommunalt regi.

Og så er der de sager, hvor presset andre steder i systemet skubber patienter mod børneafdelingen. Louise Jürgensen nævner børne- og ungdomspsykiatrien som et område, hvor ventelister kan føre til, at praktiserende læger eller familier i desperation henviser børn til børneafdelingen, selvom problemet ikke hører hjemme dér.

”Så er det lægefagligt eller systemisk? Det kan være svært at svare på,” siger hun.

Anerkender frustration

Louise Jürgensen er ikke uforstående over for den frustration, praktiserende læger oplever. På hendes afdeling er de fuldt bevidste om, at når der henvises, sker det af en grund.

”For eksempel, fordi man selv er presset og ikke ved, hvordan man selv skal komme videre,” siger hun.

Når dette er tilfældet mener Louise Jürgensen, at der findes der løsninger og peger for eksempel på et tiltag, som er på vej med inspiration fra Region Nord. Det drejer sig om en informationshjemmeside, der lige er blevet godkendt og materiale, som stort set er færdigt. Erfaringen fra Region Nord viser, at efter de fik lavet hjemmesiden, har de reduceret behovet for at blive henvist med 40 procent.

”Vi vil gerne prøve at tage det i opløbet og sige, at den information, familierne skal bruge, står her. Hvis forældrene så kommer tilbage og siger, at det ikke er godt nok, så kan man henvise til os,” siger hun.

Det åbne mellemrum

I Region Syddanmark peger Mette Elkjær også på konkrete løsninger. For eksempel arbejdes der med ændrede tidsfrister for korrespondancer, en pausefunktion i henvisningssystemet og udvidet adgang til speciallægetelefonen. En mulighed, hun fremhæver som særligt lovende, er at skabe mere direkte kontakt mellem almen praksis og speciallæger.

Hun beskriver blandt andet et konkret eksempel, hvor en praktiserende læge ringer ind, mens en visitator har speciallægetelefonen åben. Pludselig var visitatoren med inde i konsultationen i praksis.

”Det kan være noget, der kan rykke på noget, fordi man kan have en fælles dialog med patienten,” siger Mette Elkjær.

På tværs af interviewene tegner der sig, trods åbenlys frustration, ikke et billede af et sundhedsvæsen, hvor nogen ønsker at afvise patienter for at skubbe et problem videre. Ikke desto mindre ender mange patienter – tallene taler for sig selv – alligevel i et mellemrum, hvor alle synes at have fagligt forståelige grunde til at handle, som de gør. Resultatet er, at patientens forløb går i stå.

”Sundhedsreformen lægger jo op til, at sekundærsektoren skal vende sig udad og være mere tilgængelig for primærsektoren. Men det kræver ikke bare dialog. Det kræver også, at når vi har et behov for, at en patient skal ses, så bliver patienten set,” siger Kim Agerholm Brogaard.

Tilbage i klinikken i Aabenraa ligger der næppe fire afviste henvisninger hver morgen. Men når de ligger der, er det ikke kun et administrativt problem. Det er en patient, der skal ringes til og en forklaring, der skal gives. En ny plan, der skal lægges. Og igen er det den praktiserende læge, der må forsøge at finde en vej gennem et system, hvor den patient, der ikke passer i kassen, stadig har brug for hjælp.

 

 

Artiklen har været bragt i Medicinsk Tidsskrifts magasin fra september 2026