Sundhedsordfører om afviste henvisninger: Skiftende regeringer har sovet i timen
Udviklingen i tilbageviste henvisninger bekymrer Konservatives sundhedsordfører Charlotte Green. Hun mener, at problemet er vokset sig for stort til flere analyser og workshops og peger efter skuffende samråd på konkrete steder, hvor der kan sættes ind allerede nu.
Spørgsmålet om øgede afviste henvisninger fra hospitalerne har rumsteret blandt praktiserende læger længe. Nu er problemet blevet en varm kartoffel også blandt sundhedsordførerne på Christiansborg.
Sundhedsminister Ida Auken (Soc.) blev i uge 40 indkaldt til et åbent samråd i Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg af Venstre, Konservative og Danmarksdemokraterne.
Charlotte Green er sundhedsordfører hos Konservative og deltog i samrådet, der fandt sted tirsdag den 29. september. Hun var indtil folketingsvalget også ledende overlæge i Akutafdelingen på Aarhus Universitetshospital.
Hun synes ikke, der kom nok ud af samrådet.
"Jeg havde håbet, at ministeren var længere og kunne sætte konkret handling i gang. Ministeren anerkender, at der er et problem, og hun vil gerne arbejde videre med at analysere det og skabe et bedre overblik. Men derudover synes jeg, at hendes svar var defensive,” siger Charlotte Green.
Problemet med afviste henvisninger har eksisteret længe og er flere gange tidligere forsøgt løst, sagde Ida Auken til samrådet ifølge Dagens Medicin.
”Jeg vil gerne advare mod at tro, at problemstillingen med afviste henvisninger løses med enkelte snuptag, som kun den ene part bærer ansvaret for,” sagde Ida Auken.
Den nye sundhedsminister minder om kompleksiteten i problemet. De omkring 200.000 årlige afvisninger, som oprindeligt blev estimeret i forbindelse med en forskningsrapport af professor og praktiserende læge Jesper Lykkegaard fra Syddansk Universitet, er netop et estimat, pointerede sundhedsministeren under samrådet.
Charlotte Green var skuffet over samrådet. Det bragte dog nye tal fra Region Hovedstaden, som viser en markant stigning i antallet af tilbageviste henvisninger. Hvis man sammenligner de fulde år 2022 og 2025 i Region Hovedstaden er indkomne henvisninger fra almen praksis i runde tal steget fra 389.000 til 411.000, hvilket er en stigning på knap seks procent. Antallet af tilbageviste henvisninger steg fra 47.500 til 64.000, hvilket er en stigning på lidt over 35 procent. Andelen, der blev tilbagevist, steg fra 12,2 til 15,6 procent fra 2022 til 2025.
Charlotte Green kalder afviste henvisninger et problem, der har været kendt i ti år, og som bare er vokset og vokset.
”Der er tale om en markant udvikling, som kræver handling her og nu, og ikke blot arbejdsgrupper og analyse, som sundhedsministeren har bebudet,” siger sundhedsordføreren med reference til de workshops, som dette efterår bliver afholdt i regi af Sundhedsstyrelsen, og som sundhedsministeren henviste til under samrådet.
Medicinsk Tidsskrift: Freja Brandhøj fra Liberal Alliance har på LinkedIn åbnet op for, at der kan være anledning til endnu et samråd. Skal der laves et nyt samråd, mener du?
”Ikke lige nu og her. Ministeren lovede at invitere ordførerne, når der foreligger et bedre overblik. Det bliver formentlig om et halvt års tid, i foråret 2027. Jeg synes, det er et meget langt aftræk. Men hun har ikke så meget konkret at sige lige nu, fordi hun venter på sine analyser, så det ville ikke give mening at lave et nyt samråd.”
Afviste henvisninger vil næppe forsvinde fuldstændigt, er der bred enighed om. Hvilket niveau vil du finde acceptabelt?
”Jeg tror ikke, man kan sætte ét præcist tal på. Tidligere, før incitamentsmodellerne blev lavet om i 2018, så hospitalsafdelingerne ikke længere havde en klar økonomisk interesse i at se flest muligt patienter, lå niveauet omkring tre procent,” siger Charlotte Green og tilføjer:
”Verden er blevet mere kompleks siden da, men der må være et tilsvarende relativt lavt naturligt niveau. Måske taler vi om et niveau på tre til fem procent.”
Tværregional analyse ikke mulig
Deltagerne til samrådet havde håbet på tal om afviste henvisninger fordelt på regioner, specialer og alder. Ministeriets svar, som Danske Regioner har givet input til, er, at det ikke kan opgøres nationalt. Regionernes registreringspraksis og IT-systemer er forskellige, og tallene kan ikke sammenlignes direkte på tværs. I de vestdanske regioner kan samme registrering som ”afvist” eksempelvis dække både en reel tilbagevisning, en dobbelthenvisning, en henvisning til en forkert afdeling eller en besked, der burde være sendt som korrespondance.
Charlotte Green erklærer sig overrasket over, at Danske Regioner ikke har været mere opmærksomme på at monitorere området.
”Jeg er overrasket over, at man ikke kan komme med bedre tal på et problem, der har vokset sig så stort. Flere regeringer har også sovet i timen. Vi taler potentielt om flere hundredtusinder patienter, der hvert år bliver fanget i det her. Det er en elendig brug af sundhedsvæsenets ressourcer, at vi sidder og skriver breve frem og tilbage til hinanden.”
Hvilken konkret handling skal sundhedsministeren stille med, når der ikke engang er tilstrækkeligt overblik over problemet?
”Selv om det er komplekst kunne hun godt have forlangt handling frem for at væve om, hvor svært det er.”
Når en henvisning ikke indeholder tilstrækkelige oplysninger, skal regionen inden for otte hverdage anmode den henvisende part om de supplerende oplysninger. Henvisningsproceduren skal samtidig tilrettelægges, så patienten ikke påføres unødig ventetid eller gene, fremgår det af den relevante vejledning.
”Sundhedsministeren kunne begynde med at forlange, at regionerne overholder ottedagesfristen, eller i det mindste skaffe oplysningerne hos regionerne om, hvorvidt de overholder den. Det er jo under alle omstændighederne regionerne, der skal få løst problemerne og sikre behandling af patienterne, da regionerne er arbejdsgivere for begge parter.”
At tidligere nævnte data omkring afviste henvisninger i Region Hovedstaden kunne bringes med til samrådet, betyder for Charlotte Green at se, at der trods alt findes tal på området, og det vurderer hun må gælde i andre regioner også.
”Nu skal vi i stedet vente et halvt år, mens der er workshops og bliver analyseret. Men jeg kommer til at følge problemet tæt,” siger hun.
Regioner passer på sig selv
Charlotte Green har arbejdet som hospitalslæge med en ph.d. i sundhedsvidenskab, hun er også tidligere sektionsleder hos Styrelsen for Patientsikkerhed. Hun har haft mange samtaler med praktiserende læger, som hun har mødt både i sit virke som kliniker og politiker, fortæller hun.
Kravene til de praktiserende læger bliver mere og mere komplekse, og flere undersøgelser bliver skubbet ud i almen praksis, påpeger sundhedsordføreren.
”Sygehuset burde i nogle tilfælde sige: ’Du mangler at vedlægge resultater fra den her blodprøve i din henvisning, men vi accepterer henvisningen, og får taget den manglende blodprøve selv.’ Der er brug for mere dialog og mindre skranketænkning. Den opfordring kunne ministeren sende til regionerne, så det var en anden konkret ting, hun kunne gøre her og nu.”
Det afviste henvisninger er blot én type trafik på tværs af sektor-grænserne, som Charlotte Green finder problematisk.
”Regionerne skubber patienter videre til praktiserende speciallæger og kommer på den måde uden om garantierne, som er del af sygehussystemet. Men hos den praktiserende speciallæge kan ventetiden være to eller tre gange så lang, uden at det har konsekvenser for overholdelsen af ventetider. Jeg har modtaget patienthistorier af den type fra både Region Midtjylland og Region Hovedstaden.”
Begge typer sektor-trafik er for Charlotte Green symptomer på, at regionerne har travlt med at passe på deres egne ressourcer, og så risikerer patienterne at lande i et limbo.
Problemet med afviste henvisninger er systemisk, vurderer hun.
”Både mine kolleger på hospitalerne og de praktiserende læger vil patienterne det bedste. Men hospitalerne er pressede, og de forsøger også at beskytte deres egne ressourcer. Vi ved blandt andet fra rapporten om afviste henvisninger fra Syddansk Universitet, at sygehuslæger oplever et pres fra ledelsen. Så vi har fået et system, der skubber opgaver og patienter frem og tilbage.”
Charlotte Green vurderer ikke, at hun stiller sig på enten de praktiserende læger eller hospitalernes side.
”Jeg stiller mig på patienternes side. Det er patienten, der ender som Sorteper. Som jeg plejer at sige: Jeg taler ikke om afviste henvisninger, jeg taler om afviste patienter. Jeg har også kolleger i både almen praksis og på hospitalerne, som synes, at det her er godt og grundigt træls.”
