Praksislæge: At have med sårbare patienter at gøre er det muliges kunst

Praktiserende læger bekæmper ulighed hver eneste dag. De arbejder konstant med at skabe rum for patienten og bevare empatien. Men empatien skal doseres - og man skal kunne tænde og slukke for den. Ellers bliver man stresset og brænder ud.

Det pointerer Søren Due-Andersen bestyrelsesmedlem og ordfører for ulighed i sundhed i DSAM.

En interessegruppe under DSAM har siden 2016 arbejdet med at få større lighed ind i patientbehandlingen med udgangspunkt i to af DSAM’s pejlemærker. Sidste år udkom en hvidbog om ulighed og sårbarhed set fra almen praksis’ perspektiv. Hvidbogen indeholder eksempler på mulige tiltag i egen klinik og i samarbejdet mellem kommuner og regioner.  

”En pointe i hvidbogen er, at alle møder mellem læge og borger indebærer en afbalancering af rationaler og afspejler ikke kun idealet. Derfor er det ofte det muliges kunst at have med sårbare patienter at gøre,” mener praktiserende læge og bestyrelsesmedlem i Dansk Selskab for Almen Medicin, DSAM, Søren Due-Andersen:

”Jeg er selv praktiserende læge på 16. år i en landpraksis på Stevns – og jeg oplever, at vi sidder og bekæmper ulighed hver eneste dag. Selvom vi har en masse 10-15 minutters konsultationer, har vi fokus på, at hvis der er en vanskelig sag, så tager vi os mere tid til patienten. Vi er uddannet i at spotte alvorlig sygdom og derigennem hjælpe dem, der har størst behov, så de får mest tid og rum – som hvidbogen har fokus på – og vi vil rigtig gerne være der for netop dem.” 

Søren Due-Andersen er også ordfører for ulighed i sundhed i DSAM og mener, at DSAM’s pejlemærker generelt er gode at arbejde ud fra – men han erkender også, at der alligevel kan være skævheder i forhold til dialogen med forskellige socialgrupper. Han henviser til en dansk undersøgelse fra Region Sjælland, der drejer sig om patienter med en blodprop i hjertet: 

”Resultaterne viste, at de bedst uddannede var indlagt i længst tid. Det kan bunde i, at de svage eller sårbare patienter ofte vil forsøge at forlade hospitalet hurtigst muligt, måske pga. et misbrug eller husdyr, de skal hjem at passe. Derimod er de stærke patienter i stand til at udfordre og spørge ind til flere detaljer, og så tjekker man en ekstra gang for at være sikker. Jo bedre man kan tale med patienten – jo grundigere bliver behandlingen,” siger Søren Due-Andersen og erkender, at netop her kan de stærke patienter stjæle tid fra de svageste, også presset af frygt for klagesager.

Bløde faktorer

Et af DSAM’s pejlemærker handler om dialogen med patienterne (se faktaboksen under artiklen). Søren Due-Andersen mener, at der er langt bedre muligheder for at tage den nødvendige dialog i almen praksis end på sygehusene, hvor man er tvunget til at følge de udstukne guidelines for de bedst underbyggede behandlinger:

”Dialogen handler om at skabe tillid – og der er helt sikkert tendens i almen praksis til, at det er sværere med de svageste patienter. Men i almen praksis er vi mere indstillet på at rykke os, fordi vi ikke er bundet så stramt op som sygehusene. I almen praksis er det livskvalitet og andre bløde faktorer, der spiller ind. Det er det muliges kunst, når man har man svage patienter at gøre. Derfor er det godt, at vi har den danske model med almen praksis, fordi der ikke er økonomi mellem læge og patient – så er der et råderum, ” forklarer Søren Due-Andersen.

Men selvom lægerne nu får et let forhøjet basishonorar i overenskomsten, hvis man arbejder i et lægedækningstruet område, så er det alligevel ikke nok til at øge søgningen. 

”Enten skal man fra politisk hold gøre mere, eller også bliver det svært at ændre, for i dag får man næsten det samme beløb for 1.600 patienter, uanset om de kommer fra Hellerup, Stevns eller Lolland. Men der skal mere til for at rette op på ulighederne i dækningen af lægemanglen og i uligheden i patientplejen,” siger Søren Due-Andersen.

Tre roller i én

Empati er godt, men det skal også doseres, ellers bliver man som læge stresset og brænder ud – mener Søren Due-Andersen. Det handler om, at man skal tænde og slukke for empatien, idet man i sin praksis skal kunne fokusere på, at lægen i dag udfylder tre forskellige roller på én gang i samtalen med patienterne: 

”Den første rolle er den medicinske ekspert – eller ingeniøren, hvor man prikker hul på bylden, så betændelsen kommer ud, eller man ordrer andre større og mindre fysiske eller medicinske ting. Den anden rolle er præsten, som er rummende over for de ting, vi ikke kan løse, men højst kan hjælpe med at lindre, hjælpe folk i sorg, tale om eksistentielle ting eller andre problemer. Og den tredje rolle er at repræsentere den sunde fornuft, altså at vurdere hvornår det er nødvendigt at sætte ind, og om det er en patient, der selv kan klare problemet et stykke tid,” forklarer Søren Due-Andersen.

Skarp på banen

I løbet af hver enkelt konsultation skal man altså konstant overveje, hvad er det for en rolle, man som praktiserende læge skal påtage sig, og hvordan man bevarer empatien, mener Søren Due-Thomsen:

”I forhold til at udøve og bevare empatien over for patienterne, uanset hvem de er, hvilket er utrolig vigtigt, vil jeg opfordre til, at man går til supervision ved at konsultere en af de 12-personers grupper, der eksisterer under regionerne. Her taler vi bl.a. også om dialogen med patienterne. På den måde kan man blive ved med at være skarp på, om man holder sig på den rigtig bane eller ej.”

DSAM’s pejlemærker – punkt 4 om at skabe dialog

• Vi skaber en dialog, der fremmer sundhed hos den enkelte
• Vi kommunikerer på en måde, der giver syge og raske øget forventning og evne til at kunne mestre egen sundhed
• Vi inddrager patientens tanker, bekymringer og ønsker og behandler derved hver enkelt patient forskelligt
• Vi medtager patientens ressourcer, særligt familie og netværk, i en løsning tilpasset den enkelte.

 

Hvidbog: Giv mest til dem med størst behov - om at arbejde lokalt, tværfagligt og tværsektorielt og at tage ansvar, hvor det er muligt DSAM, 2021.