Alle praksislæger skal forholde sig til doktor Google

Forholdet til de pårørende kan være en kompliceret størrelse. Ofte er de grundigt forberedte og stiller mange spørgsmål. Men formand for DSAM, Bolette Friderichsen, oplever som oftest, at de er en kilde til vigtig viden om patienten.

Som praksislæge har man den fordel, at man kender familier over tid Kontinuiteten giver mulighed for at opbygge en god dialog med de pårørende.

Da Bolette Friderichsen var nyuddannet læge, havde hun en klar forestilling om, hvordan en konsultation skulle forløbe. De pårørende skulle helst ikke forstyrre for meget og stille alt for mange spørgsmål. I dag ved hun og oplever oftest, at de er en vigtig ressource, men der opstår også stadig situationer, hvor forholdet til de pårørende er kompliceret.

Ét af de mest mentalt krævende tilfælde, som Bolette Friderichsen kan komme i tanke om, er, når en pårørende skubber patienten foran sig og vil have lægen til at udskrive flere benzodiazepiner, men hvor man har en mistanke om, at det er til den pårørende selv, fordi han eller hun har et pågående medicinmisbrug.

“Det er en svær situation, for så kan man stå der og få at vide, at man er hjerteløs og ikke vil hjælpe patienten, fordi man ikke vil udskrive mere medicin,” siger Bolette Friderichsen og tilføjer, at det er vigtigt at vende de tilfælde med sine kolleger og blive klar over, hvad der er på spil.

“Selvom vi kalder os familielæger, og familier er vævet ind i hinanden, så er vi læge for den enkelte. Vi kurerer ikke familier,” pointerer Bolette Friderichsen og uddyber, at fagligheden altid kommer først:

“Nogle gange har folk nogle syge relationer, og som læge kan man blive brugt som statist i det. Vi skal undgå at hoppe med på et drama og hele tiden stille spørgsmålet: Hvad ville være fagligt korrekt at gøre i den her situation?”

At så et frø

Uanset hvor dominerende en pårørende kan være, eller hvor indviklet relationen mellem den pårørende og patienten er, er det en vigtig opgave for de praktiserende læger at gå i dialog med de pårørende. I DSAMs fjerde pejlemærke står der bl.a., at almenmedicinske speciallæger skaber en dialog, der fremmer sundhed hos den enkelte. Det inkluderer, ifølge Bolette Friderichsen, at man inddrager patientens netværk - og her har praksislægerne en fordel sammenlignet med hospitalslægerne, mener hun:

“Vi kan tage chancer i dialogen med de pårørende, fordi vi kan bruge tiden som en positiv faktor. Vi kan så et frø, mødes igen og tale om tingene på ny, fordi vi altid har mulighed for at booke en ny tid. Det er den afgørende forskel på sygehusvæsenet og almen medicin,” siger hun og tilføjer:

“Der er situationer, hvor vi ikke skal handle, og hvor den pårørende ikke længere kan høre, hvad der er det bedste for patienten. Der må vi være de professionelle. F.eks. er det udsigtsløst og ubehageligt for en ældre, dement patient at få lagt en sonde, selvom vedkommende er stoppet med at spise. Der er det en opgave for os at tage en snak med de pårørende om døden.”

At sætte en grænse

Kontinuiteten er også en fordel i de tilfælde, hvor pårørende stiller mange spørgsmål eller har googlet sig frem til en særlig undersøgelse.

“Der er ingen læger, der kommer uden om doktor Google længere. Ofte har de pårørende forberedt sig, fordi de vil det bedste for patienten, og man er nødt til at tage dem alvorligt, uanset hvad de kommer med. Hvis det f.eks. er en undersøgelse, er jeg nødt til at forholde mig til, om det er lødigt, hvad der skal til for at blive henvist til den eller få de pårørende til selv at undersøge det,” siger Bolette Friderichsen.

Men der er også de dage, hvor man er en halv time bagud fra morgenstunden, og hvor man ikke har tid til at håndtere ekstra spørgsmål. Her er man nødt til nænsomt at sætte en grænse.

“På en dårlig dag, hvor de tærer løs, må man anerkende dem for det, de kommer med, og sige, at vi ikke kan nå mere i dag, men at jeg gerne vil booke en ny tid, så vi i fællesskab kan følge op. Jeg er nødt til at vise dem, at vi vil det samme, nemlig patientens bedste,” siger Bolette Friderichsen.

Generelt er hun ikke bange for patienter og pårørende, der har undersøgt noget. Det gælder også alternativ medicin. Ifølge Dansk Selskab for Almen Medicins pejlemærker, skal lægerne kommunikere på en måde, der giver syge og raske evnen til at mestre egen sundhed. I forlængelse af det er det derfor vigtigt at stille spørgsmål til den alternative medicin, så patienten har mulighed for at varetage sin egenomsorg, mener Bolette Friderichsen:

“Jeg stiller spørgsmål og siger, at jeg ikke har forstand på alternativ medicin, fordi det ikke er undersøgt. Men derfor kan det jo godt være, at det virker for dem, og vi kan tage dialogen om, hvad der er målet. Er det flere år at leve i? Er det at få et bedre liv? Og hvor mange penge vil de bruge på det? Hvis de oplever behandlingen som meningsfuld, kan det i sig selv give dem et håb og dermed flere år at leve i med høj livskvalitet. Det skal vi selvfølgelig ikke tage fra dem, men vi må prøve at styrke dem i deres egenomsorg, så de ikke bliver ofre for fusentaster.”

Artiklen har været bragt i Medicinsk Tidsskrifts magasin fra juni 2022