
Bolette Friderichsen genopstiller som formand for DSAM
Praktiserende læge Bolette Friderichsen fra Hobro stiller op til en periode mere som lægernes faglige formand.
Hendes anden beretning som formand, der holdes på repræsentantskabsmødet på Comwell Kolding lørdag 7. oktober 2023, kigger tilbage på et år, hvor DSAM har samarbejdet med PLO omkring et oplæg til en væsentligt forandret honorarreform, og hvor danske medier har været i røret næsten dagligt.
”Det er spændende og givende at stå i spidsen for selskabet. Og jeg synes, at vi med fælles indsats af repræsentantskab, bestyrelse, udpegede, sekretariat og gode samarbejdspartnerne er nået langt,” udtaler Bolette Friderichsen i et brev til medlemmer og kolleger.
Arbejdet med reformen af honorarstrukturen blev indledt i starten af 2022 på opfordring af PLO. Ønsket var en overvejelse angående, hvilke laboratorieydelser og tillægsydelser der som minimum skal udføres i almen praksis. Dette arbejde har repræsentantskabet i DSAM og de danske universiteters forskningsenheder inden for almen praksis bidraget til. I forlængelse heraf kom en opgave mere til DSAM, direkte fra honorarstruktur-rådet med Leif Vestergaard i spidsen: En beskrivelse af opgaverne i almen praksis, også kaldet en ’common trunk’ eller fællesmængde.
Beskrivelsen var nødvendig i honorarrådets arbejde med at foreslå en forenkling af honorarstrukturen.
”Vi har aldrig haft et lignende dokument før. Det er fagets egen stemme, der taler,” sagde Bolette Friderichsen til Medicinsk Tidsskrift på det tidspunkt.
I formandsberetningen skriver hun videre:
”Det er vigtigt at forstå, at rapporten (oplægget til en honorarreform, red.) IKKE er forpligtende for det enkelte lægehus, før der foreligger en godkendt aftale mellem PLO og myndighederne, der sikrer ressourcerne. Men det er DSAM’s bud på den bedste opgavefordeling i vores del af sundhedsvæsenet og samtidig en beskyttelse mod politisk bestemte ønsker, der er helt uden for skiven, såsom pligt til udredning, diagnostik og behandling af sjældne tilstande eller bestilling af undersøgelser på vegne af sygehuslæger.”
Medie-sager om Wegovy og Ozempic dominerer presseklippene
Et stort medie-fokus på Novo Nordisk-midlerne Ozempic og Wegovy har også givet mange timer i telefonen med dansk presse for Bolette Friderichsen i det forgange år, fremgår det af formandsberetningen.
”Det er primært de landsdækkende medier, der kontakter os – i perioder flere gange dagligt – og vi stiller for det meste op,” skriver hun.
Hovedlinjen har været hos formanden i forbindelse med slankemidlet Wegovy, at man ”ikke ukritisk skal udskrive medicin til ellers raske mennesker. Specielt ikke, når der mangler viden om langtidseffekterne.”
Debatten om Wegovy nåede et af sine højdepunkter 22. maj, hvor Bolette Friderichsen deltog i et interview i DR-programmet Deadline. Her fortalte hun, at Novo Nordisk havde tilbudt en kontrakt med løn for at rådgive Novo Nordisk om slankemidlet, men med den tilføjelse, at alt hvad formanden sagde i deres advisory board, måtte hun ikke sige offentligt bagefter.
”Jeg havde som ikke-jurist svært ved at gennemskue den kontrakt, som Novo Nordisk tilbød mig, men mit klare indtryk var, at Novo Nordisk ønskede at begrænse min kritik af brugen af Wegovy til ellers raske mennesker. Jeg takkede nej til kontrakten, med eller uden aflønning, og siden har en ekstern juridisk ekspert over for blandt andet Berlingske Tidende vurderet, at min udlægning af kontrakten er korrekt,” skriver Bolette Friderichsen.
Formanden fortæller også i sin beretning om en række nye retningslinjer og visitationsstandarder udviklet i hendes formandsperiode – om akutarbejdet i lægevagten, iskæmisk hjerte-kar-sygdom, den ældre skrøbelige patient og sundhedstjek til borgere på botilbud.
Om Bolette Friderichsen, 63
- Speciallæge i almen medicin 1997, del af Familielægerne i Hobro siden 2004
- Formand for DSAM siden 2021, hvor hun afløste Anders Beich og blev valgt uden modkandidater
