Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

”Jeg er gået til den her opgave med åbne øjne: Der vil helt sikkert komme tekniske udfordringer, men alle er klar til at hjælpe hinanden," siger Kirsten Damkjær.

Region Nordjylland overtager natlægevagt med paramedicinere som centrale, nye medspillere

Fra 1. september har også Region Nordjylland overtaget driften af lægevagten om natten i tidsrummet 23-08. De har lånt en række værktøjer fra Region Midtjylland, som søsatte deres egen natlægevagt for et halvt år siden. Opstarten er gået glat, men paramedicinere og praktiserende læger skal lære hinanden at kende.

Til at bemande den telefoniske lægevagt er der ansat 25 læger, der er fordelt på hospitalerne i Aalborg, Hjørring og Thisted. Majoriteten af lægerne i den nye funktion er almenmedicinere, flere har siddet i den tidligere PLO-natlægevagt, og enkelte læger har en baggrund inden for akutmedicin eller anæstesi. Derudover er der tilknyttet fem faste såkaldte videolæger, der arbejder hjemmefra med visitation og telefonkonsultation, når der er spidsbelastning. Det har været et politisk ønske, at der ikke indgik sygeplejersker i natlægevagten som i Region Hovedstaden og Region Midtjylland. Søgningen fra almenmedicinere til den nye natlægevagt har – i modsætning til i Region Midtjylland – været tilstrækkelig til, at dette politiske ønske er blevet indfriet.

Praktiserende læge Kirsten Damkjær er ledende overlæge og lægefaglig ansvarlig for nordjydernes nye natlægevagt. Hun beretter efter de første nætter om en glat opstart, der ikke har medført øget antal indlæggelser, hvilket ellers har været frygtet i baglandet.

”Jeg er gået til den her opgave med åbne øjne: Der vil helt sikkert komme tekniske udfordringer, men alle er klar til at hjælpe hinanden. Både lægerne, IT-supporterne og samarbejdspartnere virker drevet af et ønske om, at det her skal blive en succes. Vi er kommet fint fra start med få udfordringer på vejen, og der har den første dag ikke været andre tekniske problemer end en telefonkø, der skulle omkobles korrekt,” fortæller lederen af den nye funktion.  

Paramedicinere og almenmedicinere skal finde hinanden

Sygebesøg ude i de nordjyske hjem, når dette er nødvendigt, vil blive varetaget af Den Præhospitale Virksomhed. Det vil altså som udgangspunkt være en paramediciner, som kører ud til en syg eller dårlig patient, oplyser Region Nordjylland.

Kirsten Damkjær vurderer, at paramedicinere og almenmedicinere er to forskellige faggrupper, der lige skal finde den fælles takt i natarbejdet.

”Paramedicinere er vant til det akutte, men i den her funktion skal de i dialog med en praktiserende læge forholde sig til patienter, der præsenterer mere subakutte problemstillinger. Det er en anden måde at gå til patienterne på, men de klarer det godt, og har et tæt samarbejde med den læge, der har sendt dem ud til en borger,” siger Kirsten Damkjær.

I Region Midtjylland har man specifikt afsat paramedicinere til at løse natlægevagtopgaven, i Region Nordjylland forbliver de ansat i det eksisterende præhospital.

” Vi er meget opmærksomme på, at den tid vi tager fra paramedicinerne i forbindelse med et sygebesøg ikke skal tages fra en opgave, der er mere akut. Det har heldigvis fungeret godt indtil nu,” siger Kirsten Damkjær.

Der vil også være mulighed for fysisk konsultation i Aalborg, Hjørring og Thisted i nattetimerne, hvis det vurderes nødvendigt af vagtlægen. I visse tilfælde kan det også blive nødvendigt at trække på en ambulance eller en taxa.

Watch and wait-strategi har været en fordel

Der er også lighedspunkter mellem de jyske regioners løsning af den nye opgave. Region Nordjylland er sidste region til at hjemtage natlægevagten, og det var en erklæret intention fra politisk side, at man dermed kunne lade sig inspirere af kollegerne fra det mere sydlige Jylland.  

For Kirsten Damkjær har watch and wait-strategien givet nordjyderne en række fordele i deres implementering.

”Vi har været på flere besøg i Region Midtjylland, og vi har overtaget et beslutningsstøtteværktøj fra dem 1:1 i vores egen natlægevagt. Derudover er der også brugen af en døgnrapport afgivet sidst på vagten, som giver et overblik over, hvordan natten er gået. Det værktøj er også lånt af Region Midtjylland. Det har hjulpet os rigtig godt at være i løbende kontakt med Region Midtjylland og Region Syddanmark. Nogle af de her nye arbejdsgange har dog været en teknisk udfordring for de praktiserende læger, der har siddet i den tidligere natlægevagt. Det er nye arbejdsgange for dem, samtidig med at de skal lære samarbejdet med paramedicinerne,” siger Kirsten Damkjær.

Øget datadeling kan blive en gevinst

Nuværende forretningsudvalgsmedlem Per Møller (Kons.) har tidligere i et interview med Medicinsk Tidsskrift ikke lagt skjul på, at han hellere havde set lægebetjeningen blive hos PLO ”24-7 365”, altså døgnet rundt alle årets dage.

Medicinsk Tidsskrift: Jeres politikere har ikke ønsket sig den her opgave. Tror du, der kan komme nogle gevinster ud af den her hjemtagning, som måske ikke var på radaren, da PLO-Nordjylland annoncerede, at de ville trække sig fra opgaven?

”Nu hvor vi har opgaven, ejer vi den med alt, hvad det indebærer. Nu har vi mulighed for at tilgå data, som vi ikke har haft før. Vi kan nu følge patienter både i det regionale hospital, og vi kan samtidig via natlægevagtens journal se, hvad der er sket forud. Vi har også lagt et benarbejde for at have et godt samarbejde med kommunerne omkring kommunale sygeplejersker. Det kan hjælpe os med at vurdere, om der er natlige indlæggelser, som kunne have været forebygget,” siger Kirsten Damkjær.

I aftentimerne og dagtimerne i weekenden er det fortsat PLO-Nordjylland, der driver lægevagten for Region Nordjylland som hidtil. 

Natlægevagten i Region Midtjylland har været i gang siden 1. marts, mens natlægevagten i Region Syddanmark har været i gang siden 1. februar. I østdanske regioner er funktionen også hjemtaget, hvorfor man i eksempelvis Region Hovedstaden ringer til 1813 i stedet for til en vagtlæge.