Praktiserende læge om ny seponeringsliste: Vi skal sætte ind tidligere

Vi skal tale mere om, hvornår vi slet ikke skal starte medicin op, inden vi står med alenlange medicinlister, mener tidligere PLO-næstformand. Anbefalingen af SGLT2-hæmmere til nedsat nyrefunktion er et aktuelt eksempel.

Den opdaterede seponeringsliste fra Sundhedsstyrelsen opfordrer praktiserende læger til at tage stilling til hele patientens medicinliste, også når det gælder håndkøbsmedicin og naturlægemidler.

Seponeringslisten har eksisteret i 10 år og er et meget brugt redskab af lægerne, når det kommer til beslutningsstøtte i den kliniske hverdag.

Mireille Lacroix, praktiserende læge på Sydfyn og tidligere næstformand for PLO, mener, at tilgangen skal være anderledes end den, der bliver praktiseret med seponeringslisten. Her bedriver lægen damage control i en medicinliste, der allerede udgør et vildnis, fordi patienten får forebyggende medicin for talrige sygdomme og tilstande.

”Det er en lidt bagvendt måde at gøre tingene på. Vi skal tale mere om, hvornår vi slet ikke skal starte medicinen op. Desuden bør vi allerede ved opstart af en forebyggende medicin vurdere, hvornår indikationen for behandlingen forsvinder. Dybest set skal man jo fjerne en medicin, når der ikke er indikation for den mere. Problemet er bare, at de fleste vejledninger kun beskriver, hvornår der er indikation, men ikke hvornår indikationen forsvinder. På lægehåndbogen kan man eksempelvis i kapitlet om forhøjet kolesterol læse, hvornår behandling skal startes op, men ikke hvornår den skal indstilles igen.”

En vejledning om et præparat, foreslår Mireille Lacroix, burde i stedet gradbøje indikationen. ”Det bør fremgå, hvornår der er klar indikation, og hvornår indikationen er tvivlsom eller uden evidens.”

Dyr diabetesmedicin kan pludselig blive udrullet til stor patientgruppe

Mireille Lacroix nævner SLGT2-hæmmere til nyresygdom som et aktuelt eksempel. En ny vejledning på området anbefaler SGLT2-hæmmere, der ellers er mest kendt som et diabeteslægemiddel, til patienter med nedsat nyrefunktion. Da alle får aftagende nyrefunktion med alderen, er den potentielle målgruppe 10 procent af Danmarks befolkning.  For at forkorte fremtidige medicinlister opfordrer Mireille Lacroix til, at man på forkant tager diskussionen om, hvilke patientgrupper der skal modtage denne type medicin.  

”Har jeg en 50-årig med dalende nyrefunktion siddende i min klinik, er jeg ikke i tvivl om at behandle. Men hvad nu hvis der er tale om en 75-årig, hvor nyrefunktionen daler så langsomt, at det ikke bliver et problem i vedkommendes levetid. Er det så relevant at begynde at tale om forebyggelse?”

Ozempic om igen

En ekstra dimension er, at prisen på SGLT2-hæmmere er så høj, at prisen for samfundet kan blive flere milliarder årligt, hvis alle med nedsat nyrefunktion skal i behandling, tilføjer hun.

”Ud fra de nuværende retningslinjer kan jeg desværre ikke se, hvilken gruppe af mine patienter med nyresvigt, der ikke skal modtage SGLT2-hæmmerne. Derfor kan jeg godt frygte, at vi ender i samme situation som med Ozempic, hvor man pludselig vælger at slå bak, fordi det bliver for dyrt,” siger Mireille Lacroix.

For den tidligere PLO-næstformand, der fremover er chefredaktør for DSAM-medlemsbladet Practicus, er uvisheden et symptom på en forandret tilgang til medicin og sygdom.

”Når der findes en behandling for en tilstand, så bliver det en sygdom. Sådan er det blevet med overvægt på grund af Wegovy, og nu hvor det viser sig, at SLGT2-hæmmere kan forbedre nyrefunktionen, bliver nedsat nyrefunktion gjort til en sygdom hos alle mennesker, selvom nyrefunktionen naturligt falder med alderen,” siger Mireille Lacroix.

”Nu tænker jeg faktisk, myndighederne har chancen for at være i god tid, når det gælder SGLT-2-hæmmerne. Men det her kommer til at være en tilbagevendende problematik. Det kan bedst betale sig for medicinalindustrien at udvikle præparater, der skal gives livslangt og forebygge et eller andet, og prisen er altid mindst 500 kroner per måned, når de markedsføres.”