Skip to main content


”Det nye studie viser, at øget indkomst til de praktiserende læger i form af det ekstra differentierede basishonorar, der blev indført i OK18, sandsynligvis bliver vekslet til øget fritid frem for ekstra arbejde. Det betyder, at politikere skal passe på med at forvente, at man kan øge de praktiserende lægers aktivitet ved hjælp af finansielle incitamenter,” siger Kim Rose Olsen.

Nyt studie: Øget indkomst bliver ofte vekslet til øget fritid for praktiserende læger

Man skal passe på med at forvente, at man kan øge de praktiserende lægers aktivitet ved hjælp af ekstra penge. Mange læger vil vælge at holde mere fri frem for at arbejde ekstra, viser nyt sundhedsøkonomisk studie. Forskerne ved dog ikke ret meget om, hvad et differentieret antal patienter (patientlister), som regeringen foreslår, vil have af effekt.

Professor i sundhedsøkonomi Kim Rose Olsen er seniorforfatter på studiet, der er offentliggjort i tidsskriftet Health Economics i marts 2025.

Forskerne tager i studiet udgangspunkt i, at der med OK18 blev budgetteret 60 millioner kroner til differentieret basishonorar til de praktiserende læger, der havde den mest udfordrede demografi.

Studiet undersøger, hvordan tilførslen af ekstra basishonorar har påvirket antallet af patientkontakter og listestørrelse, og hvordan disse variabler har haft indflydelse på lægernes indkomst og antallet af henvisninger til specialister.

”Det nye studie viser, at øget indkomst til de praktiserende læger i form af det ekstra differentierede basishonorar, der blev indført i OK18, sandsynligvis bliver vekslet til øget fritid frem for ekstra arbejde. Det betyder, at politikere skal passe på med at forvente, at man kan øge de praktiserende lægers aktivitet ved hjælp af finansielle incitamenter,” siger Kim Rose Olsen.

Forfatterne bag studiet anfører i deres konklusion dog også, at en differentieret betaling stadig kan medføre en positiv værdi, da den vil give en opfattelse af fairness i aflønningen blandt praktiserende læger, og dette kan hjælpe med fastholdelsen på den lange bane. Det kan også være, at lægerne har valgt at bruge mere tid med patienterne, hvilket ikke umiddelbart kan afdækkes med tilgængeige data, pointerer professoren. 

Mangler viden om potentiel effekt af differentierede patientlister

Studiet lander på samme tid som høringsfristen for et lovforslag, der ønsker at differentiere patientlister for praktiserende læger. Lovforslaget har affødt bekymrede høringssvar fra både PLO, DSAM og FYAM.  

Kim Rose Olsen sidder med i et ekspertudvalg, der skal rådgive regeringen omkring fordelingen af praktiserende læger.  Han vurderer, at det kan give mening at forsøge regulering ved at differentiere patientlisterne, som regeringen lægger op til med deres lovforslag.

”Det er dog vigtigt at bemærke, at vi ikke ved særligt meget om, hvordan lægerne vil reagere på denne nye form for regulering. Derfor er det vigtigt at sørge for, at de differentierede patientlister følges op med incitamenter til at flytte lægerne ud i de områder, der står til at skulle tiltrække flere læger for at kunne imødekomme, at den enkelte læge får færre patienter. Det kan også blive nødvendigt at bakke op i områder, hvor nogle læger ser ud til at blive unødigt presset af at få flere patienter, og så skal vi have mere opmærksomhed på at overvåge, hvordan de differentierede patientlister påvirker patientbehandlingen.” siger professoren.  

Ifølge PLO-formand Jørgen Skadborg kan det aktuelle lovforslag om differentierede patientlister føre til længere ventetider, mindre tid hos lægen og forringet lægedækning for mange borgere.

”Hvis en læge tvinges til at tage flere patienter, vil det være patienterne, der betaler prisen i form af længere ventetider, ligesom de vil opleve, at deres læge har mere travlt og mindre tid og overskud til at hjælpe dem,” har formanden tidligere udtalt til Medicinsk Tidsskrift den 6. februar. 

PLO misforstår pointen

Kim Rose Olsen er ikke bekendt med forskning, der kan svare specifikt på, om denne forudsigelse fra PLO-formanden holder stik, da forsøg med differentierede patientlister ikke er gjort før.

”Hvad vi ved er, at der er færrest læger i de områder, hvor der er flest ældre og syge borgere. Det er jo den problemstilling, som differentierede patientlister skal rette op på. Så at sige, at differentierede patientlister fører til dårligere patientbehandling, mener jeg er at misforstå pointen med de øgede ressourcer. Samtidig med de differentierede patientlister er planen jo, at der kommer flere læger. På sigt vil patientlisterne falde for alle.”

Han medgiver, at der kan være lægehuse, der på den korte bane kan blive ramt, hvis de får flere patienter, og at det eksempelvis kan presse en læge til at gå tidligere på pension.

”Jeg er helt med på, at der bør være fleksibilitet i den slags tilfælde, men at fokusere på denne gruppe læger til at dømme forslaget ude, mener jeg ikke er fair for de mange klinikker, der i dag er pressede, og som med det her lovforslag potentielt kan se frem til lavere arbejdsbyrde til gavn for deres patienter.”