DSAM kritiserer fravær af konkrete kliniktal i lovforslag

Et lovforslag om placering af praktiserende læger lægger op til, at man skal styre normtal på klinikniveau. Men lovteksten fremlægger i sine bilag ikke faktuelle beregninger på klinikniveau, som praktiserende læger kan forholde sig til, og det møder kritik fra DSAM i nyt høringssvar.

En ny national model for fordeling af lægekapaciteter gør det uklart for mange praktiserende læger, hvordan deres fremtidige arbejdsvilkår bliver.

Det mener DSAM, der har skrevet et høringssvar om lovforslaget. Her kritiserer de blandt andet, at det ikke er muligt for den enkelte klinikejer at forholde sig til, hvor mange patienter hun eller han skal have på den anden side af sundhedsreformen.

Mireille Lacroix, praktiserende læge i Stenstrup og lægefaglig konsulent i DSAM, har været med til at skrive høringssvaret. Hun peger på, at rapportudkastet fra Indenrigs- og Sundhedsministeriet foreslår, at normtal fastsættes for hver enkelt klinik. Det sker gennem en model, der beregner et individuelt patienttal baseret på den enkelte kliniks patientgruppe – i stedet for et gennemsnit for hele kommunen eller sundhedsrådet.

Men selv om modellen bruges på klinikniveau, fremgår tallene ikke af lovforslagets bilag. Her er kun opgørelser på kommune- og sundhedsrådsniveau.

”Det betyder, at det er svært for den enkelte praksis at vurdere resultatet af reformen. Vi kan ikke regne efter og se, om tallene er rimelige på klinikniveau, og det svækker vores mulighed for at vurdere reformen. Vi antager, at man vil ramme skævt, når det gælder klinikker i små afgrænsede områder med lav middellevetid, som eksempelvis Ishøj. Men vi har bare ikke mulighed for at efterprøve det, når vi ikke kender til normtallene på klinikniveau,” siger Mireille Lacroix.

DSAM skriver derfor i deres svar, at ”bekendtgørelsen bør fremlægge resultatet af de faktuelle beregninger på klinikniveau samt gældende overgangsregler, således at både eksisterende og kommende praktiserende læger kender deres fremtidige arbejdsforhold”.

Medicinsk Tidsskrift: Men tror du, at de tal, du efterlyser, reelt findes endnu? Bliver det ikke noget, som skal udarbejdes senere, eventuelt af regionerne?

”Man har jo lavet regnemetoden. Man har besluttet sig for at benytte den. Så kan man også beregne resultatet. Ellers skal man ikke skrive, at man vil bruge metoden på klinikniveau,” svarer Mireille Lacroix. Medicinsk Tidsskrift har søgt om aktindsigt i tallene, Indenrigs- og Sundhedsministeriet har indtil videre overdraget ansøgningen til Sundhedsdatastyrelsen. 

DSAM oplever også, at den tekniske model, der ligger til grund for fordelingen, er så kompleks og uigennemsigtig, at de fleste læger og patienter vil have svært ved at forstå den. Kernen i modellen er en statistisk vægtning af hver enkelt patients behandlingsbehov, som estimeres ud fra alder, køn, antal kroniske sygdomme, psykiske diagnoser, uddannelse, arbejdsmarkedstilknytning og etnicitet.

Men flere passager i bekendtgørelsen er svær at forstå selv for almenmedicinere med lang universitetsuddannelse.

Den gælder for eksempel afsnittet, hvor der står, at ”den samlede nedjustering i borgernes sygdomsvægt fordeles til sundhedsråd ud fra det beregnede antal tabte leveår inden for sundhedsrådet. Antallet af tabte leveår for et givent sundhedsråd opgøres som middellevetiden i det sundhedsråd med den højeste middellevetid fratrukket middellevetiden i det pågældende sundhedsråd gange antallet af 65-årige indbyggere i sundhedsrådet pr. 1. januar i beregningsåret.”

Statistikere vil muligvis betragte ovenstående som børnelærdom. Men det ikke rimeligt at regulere en faggruppe ud fra beregninger, som de hverken kan gennemskue eller validere, mener DSAM.  

”Der bør derfor udarbejdes en mere tilgængelig forklaring uden snævre fagtermer, som kan læses af en almindeligt veluddannet person. Det er afgørende, at den enkelte læge kan forstå, hvordan netop hans eller hendes praksis får tildelt en estimeret lukkegrænse,” skriver det faglige selskab i sit høringssvar.

Gatekeeper-rollen kan bryde sammen

Det almenmedicinske selskab ser overordnet positivt på en model, hvor normtallet reduceres og ny lægekapacitet udmøntes på baggrund af patienttyngde på kommuneniveau, efterhånden som der kommer flere læger. Men bekendtgørelsen skal give mulighed for individualisering, mener DSAM. Der vil altid være særlige forhold ved populationen, lægen, lægeklinikken eller det omgivende sundhedsvæsen, som modellen ikke tager højde for.

”For mindre klinikker er det vigtigt at være opmærksom på, at modellens sygdomsvægte bygger på data fra store populationer. Jo mindre klinikken er, desto større er risikoen for, at patientgruppen afviger fra de gennemsnitsmønstre, som modellen forudsætter,” skriver DSAM. Selskabet mener også, at det bør fremgå klart og utvetydigt af bekendtgørelsen, at en læge ikke kan påtvinges flere patienter end vedkommende havde ved lovens ikrafttræden.

DSAM-formand Bolette Friderichsen er den primære underskriver af høringssvaret. Hun fortæller Medicinsk Tidsskrift, at hun også er bekymret for de lægehuse, som er placeret i områder med ressourcestærke patienter, og som muligvis vil få pålagt et højere patienttal, over 2.000 i storbyerne, på grund af en model, der skæver til sygdomsbyrde i populationen.

”Hvis de her lægehuse pludselig får flere patienter, end de magter, går det ud over deres gatekeeper-funktion i de områder. At være gatekeeper er ofte at kunne sige nej, når en borger ikke har behov for en scanning. Men hvis man får travlt, bliver det sværere at finde tiden til en snak, og så er det hurtigere at sige ja til borgeren og henvise eller udskrive en recept. Men det vil medføre overdiagnostik, overmedicinering og for mange henvisninger, når gaten bryder sammen,” siger DSAM-formanden, der selv har klinik i Hobro.

Hun mener også, at 1.600 sygdomsvægtede patienter, som er omdrejningspunktet for den kommende nationale fordeling, reelt er for mange til at varetage for en enkelt læge.

”Hvis man kigger rundt i EU, går man efter 1.200 til 1.500 i hver praksis, og i Danmark laver vi som praktiserende læger meget mere, end man gør i det øvrige EU. Derfor kan vi ikke levere det, der forventes, og derfor opstår problemerne med, at vi henviser forkert, og at vi ikke er tilstrækkeligt tilgængelige. Det er da klart. Vi har for meget at lave.”