Prednisolon bruges stadig for hyppigt ved astma
Biologiske lægemidler har reduceret antallet af forværringer og behovet for prednisolonkure, men mange patienter får fortsat behandling, som kunne være undgået. Eksperter peger på behovet for tættere opfølgning i almen praksis.
Biologiske lægemidler har gjort det muligt at reducere antallet af eksacerbationer og behovet for prednisolonkure blandt personer med astma, men der er stadig et betydeligt antal patienter, som oplever en eller flere årlige forværringer. Det viser den seneste årsrapport fra DrAstma 2023/24.
På landsplan havde 1.472 personer med sygdommen – svarende til 12 procent af alle patienterne – haft mindst ét udbrud, hvor sygdommen blev værre. 984 personer, altså 8 procent, havde haft to eller flere sådanne udbrud. Til sammenligning var tallene i 2022 henholdsvis 13 og 8 procent. Trods fremgang ses fortsat et højt behov for akutbehandling, herunder brug af prednisolon i både primær- og sekundærsektor.
DrAstma-rapporten viser samtidig, at kun 17 procent af patienter med langvarig svær astma oplevede, at sygdommen gik i ro efter behandling med biologisk medicin. Til sammenligning gjaldt det for 29 procent af dem, hvor astmaen havde udviklet sig gradvist, og for 32 procent af dem, hvor sygdommen opstod pludseligt. Resultaterne understreger, at der stadig er udfordringer med at opnå stabil kontrol, selv blandt patienter i højt specialiseret behandling.
Prednisolon bør kun bruges, når det er nødvendigt
Professor Charlotte Ulrik peger på, at prednisolon kun bør bruges, når det er nødvendigt – men det er formentlig ikke altid tilfældet i dag.
”Efter COVID-19 har vi set mange luftvejsinfektioner med eksempelvis RS-virus, corona eller mycoplasma, der trigger mange astmapatienter til en forværring i symptomerne. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at de skal behandles med en prednisolonkur,” forklarer professoren og fortsætter:
”Når en patient ses i akutafdelingen med en mulig akut forværring af astma, er det meget ofte rigtigt at give prednisolon i første omgang. Men næste dag er det så op til den typisk mere erfarne læge at vurdere, om det er nødvendigt at gennemføre den påbegyndte kur, afhængig af om der ’kun’ er tale om infektion eller ej.”
Hun understreger, at man må balancere brugen af prednisolon og samtidig bruge flere ressourcer på at revurdere astmapatienter inden for et døgn eller to for at reducere risikoen for unødvendig behandling.
”Jeg er slet ikke i tvivl om, at der er patienter, der får en prednisolonkur for en forværring, hvor kuren kunne have været undgået. Samtidigt skal man have med i sine overvejelser, at man ikke må overse de astmapatienter, der har behov for en prednisolonkur. For en prednisolonkur kan redde livet for de patienter, der har svære, akutte forværringer af deres astma,” siger hun.
Mange patienter mangler opfølgning efter prednisolonkur
Hos Astma-Allergi Danmark oplever man, at forbruget af prednisolon fortsat er markant, og at mange patienter ikke bliver fulgt op efter en akut forværring.
”Patienterne fortæller os, at det primært er hos egen læge eller hos lægevagten, at der udskrives prednisolon. Derefter sker der ikke rigtigt mere. Men når en patient har fået flere prednisolonkure, bør der henvises til en speciallæge. Ud over de mange bivirkninger, der er forbundet med oralt binyrebarkhormon, kunne der også være en differentialdiagnose på spil,” siger Anne Holm Hansen, administrerende direktør for Astma-Allergi Danmark.
Hun peger desuden på, at mange patienter får at vide, at de ikke kan blive henvist til speciallæge, fordi ventelisterne er meget lange – noget, der ofte skaber frustration blandt patienterne.
DSAM: Vigtigt at forstå årsagen til forværringen
Ifølge Bolette Friderichsen, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM), handler det ikke kun om at reducere antallet af prednisolonkure, men om at forstå årsagen bag forværringen.
”Som vagtlæger må vi symptombehandle her og nu, hvis patienten har en ikke-indlæggelseskrævende eksacerbation. Derefter husker vi patienten på at få en tid hos egen læge hurtigst muligt, da noget tyder på, at astmaen er dårligt reguleret, når der er behov for prednisolon,” siger hun.
Hun tilføjer:
”Til gengæld er jeg ikke ivrig efter at sende patienterne videre til en speciallæge på baggrund af en enkelt eller to prednisolonkure. For det kommer an på, hvad der ligger bag forværringen. Hvis jeg opdager, at det er, fordi astmasprayen er udgået, tom eller fugtig, er det ingen grund til at henvise til sygehusambulatoriet. Men hvis en patient ikke kan få luft, er vi nødt til at behandle eksacerbationen med en prednisolonkur. Derefter gennemgår vi behandlingsplanen og laver en tid inden for tre måneder for at være sikre på, at det går den rigtige vej.”
Bolette Friderichsen peger også på, at manglen på lungespecialister kræver, at almen praksis tager en større rolle:
”Men der er mangel på dem. Derfor skal vi reservere deres indsats til ting, som almen praksis ikke kan klare sammen med patienten. For ofte ligger der psykosociale omstændigheder bag forværringerne. Patienter der ikke husker at tage deres medicin, eller som måske glemmer at hente den på apoteket. Andre patienter har det så godt, at de i længere tid dropper den medicinske behandling. Og derfor kan de ende med en forværring og en prednisolonkur. Og ja, prednisolon er et potent lægemiddel, som man bør undgå at bruge – hvis man kan. Men det er også lidt af et mirakelmiddel, når der virkelig er brug for det.”
Adhærens er stadig den største udfordring
I DrAstmas rapport vurderes også, hvor godt patienterne følger deres behandling. Målet er, at 85 procent af de patienter, der får inhalationsmedicin med binyrebarkhormon (ICS), tager medicinen dagligt som ordineret. Kun Region Midtjylland nåede målet, mens det på landsplan var 81 procent. Blandt de resterende 19 procent havde 1.117 patienter slet ikke hentet deres recept på inhalationsmedicin – svarende til syv procent af dem, der burde tage den.
”For mig at se er der ingen tvivl om, at den største udfordring i behandlingen af astma er adhærens med den forebyggende behandling. Det er en evig tilbagevendende udfordring. For det handler om at få patienterne til at forstå, hvor vigtigt det er, at de – også når de har det godt – skal blive ved med at tage deres forebyggende medicin. Det er virkelig en udfordring,” pointerer Charlotte Ulrik.
Også i almen praksis oplever man problemet, fortæller Bolette Friderichsen:
”Vi ser ofte, at de psykosociale omstændigheder vejer tungt. Og hvis det er andre omstændigheder, komorbiditeter og manglende egenomsorg, der resulterer i dårlig adhærens, så må vi prøve at danne os et overblik over den samlede helbredssituation – også mentalt hos det enkelte menneske,” siger hun og fortsætter:
”Det er klart, at det er et problem, hvis en patient ikke henter sin medicin. For det opdager lægehuset ikke, hvis patienten ikke har en tid hos egen læge til en årsstatus, hvor vi følger op på behandlingen af astma. Derfor er det vigtigt at kende sine patienter og vide, hvem det er, der skal holdes i lidt kortere snor end andre.”
Hos Astma-Allergi Danmark understreger man, at patienterne også har et ansvar:
”Samtidigt er det ofte sådan med kroniske sygdomme, at når patienterne skal tage medicin over mange år, vil de i perioder falde af på den. For astmapatienter har det vist sig, at medicinindtaget falder meget i den erhvervsaktive alder, hvilket fører til, at compliance og adhærens daler voldsomt. Det er naturligvis skidt,” siger Anne Holm Hansen.
”Derfor er man nødt til at følge de her patienter, ligesom man må huske på, at astma ikke er en statisk sygdom, og derfor er en årskontrol eller en kontrol oftere i den grad vigtig. For en ting er den periodevise manglende egenomsorg, en anden ting er, at sygdommen kan udvikle sig, og så skal behandlingen rettes ind – også hvis der er kommet nye behandlingsmuligheder.”