Skip to main content

Læge med LGBT+-fokus fik blodprop: Jeg er selv del af den statistik, jeg er i gang med at undersøge

Daniel Staal Nyboe

Daniel Staal Nyboe arbejder med forskning og oplysningsarbejde, der skal skabe bedre vilkår for LGBT+ patienter i almen praksis. I januar fik den 38-årige læge, der selv er homoseksuel, en forbigående blodprop i hjernen. Han er således blevet en case i sit eget projekt, vurderer han selv.

Daniel Staal Nyboe har igangsat DSAM-interessegruppen Sund LGBT+ Praksis for at sætte fokus på det pres og den stress, der ifølge forskning på området er et livsvilkår for mange homoseksuelle, transseksuelle eller nonbinære.

Han er selv homoseksuel og har sammen med sin mand adopteret et barn – en datter, der i dag er fire år gammel.   

I januar måned var de tre i svømmehallen, da Daniel Staal Nyboe pludselig blev svimmel og dårlig, mens venstre arm og ben begyndte at sove.

”Jeg var straks med på alvoren og fik hjælp af livredderne og 112, mens vi alle skærmede min datter og forsøgte at vise hende, at ‘far er okay’, mens jeg blev kørt til neurologisk akutmodtagelse,” fortæller Daniel Staal Nyboe.

Symptomerne forsvandt spontant efter nogle timer, fraregnet en sovende fornemmelse i den ene hånd. Diagnosen blev en forbigående blodprop i hjernen, hvilket kom bag på alle i Daniel Staal Nyboes familie og nærmeste kreds. Udredningen har efterfølgende vist flere risikofaktorer, som Daniel Staal Nyboes egen læge nu håndterer, både familiær disposition samt uopdagede kroniske tilstande som forhøjet kolesterol og blodtryk.

Kunne være opsporet tidligere

LGBT+-personer som minoritetsgruppe døjer ofte med øget mistrivsel, alkoholmisbrug og stress sammenlignet med den øvrige befolkning, har Daniel Staal Nyboe tidligere fortalt i et interview med Medicinsk Tidsskrift. Og han er selv en patient, som har været for stresset og overbelastet.

”Det er dokumenteret i den forskning, jeg beskæftiger mig med, at LGBT + personer er i øget risiko for at få denne type sygdomme, derfor er det lidt af et sammenfald, at det her sker for mig. Min læge kendte til min stress og vores hjemmesituation, og derfor havde vi sammen stor fokus på netop psykosocial trivsel, men vi har måske ikke haft tilstrækkelig fokus på det biologiske. Jeg er selv en, der kunne være blevet opsporet tidligere, så jeg er blevet del af den statistik, som jeg er i gang med at undersøge,” siger Daniel Staal Nyboe med reference til den rapport fra interessegruppen om LGBT+-personers møde med almen praksis, som er udkommet i maj måned. Rapporten konkluderer blandt andet, at det vil være ønskeligt for mange, hvis den praktiserende læge havde flere oplysninger om patienternes seksuelle orientering og kønsidentitet.

God relation til egen læge

Daniel Staal Nyboe er selv kommende praktiserende læge, næstformand i Forum for Yngre Almenmedicinere (FYAM) og understreger, at han ikke vil kritisere sin egen læge.

 ”Min læge er virkelig god, og vi har en fin relation og et godt samarbejde. Jeg kan, og vil, ikke udsætte noget på ham. Men jeg kan ikke lade være med at konkludere, at jeg har haft uopdagede risikofaktorer, som har ledt til alvorlig sygdom, hvilket er et meget udbredt fænomen blandt LGBT+ personer. Jeg vil pege fingre af systemet, som det er indrettet i dag,” siger han.

Medicinsk Tidsskrift: Men kan du sige med sikkerhed, at der er nogen relation mellem din seksuelle orientering og den her forbigående blodprop i hjernen?

”Jeg kan aldrig 100 procent sikkert forbinde min blodprop i hjernen med min seksuelle orientering, men jeg har været udsat for et pres og stress, der hænger sammen med en række forhold i mit liv og en generel søgen efter min egen identitet i nogle turbulente år.” 

Datteren har haft et forløb med mistrivsel, som han og den øvrige familie på Frederiksberg først for nylig har fået afklaring på i form af en børnepsykiatrisk udredning.

”I denne periode har det været svært at passe på mig selv. Samtidig har jeg også selv været psykisk påvirket. Jeg har været sygemeldt med stress og har orlov fra min hoveduddannelse i almen medicin i hvert fald indtil januar 2027. Så jeg har i tre-fire år levet mere usundt end tidligere og i et presset og stresset miljø – og det har altså vist sig samlet at sætte sine spor,” siger Daniel Staal Nyboe.

Du er involveret i en lang række sammenhænge, blandt andet FYAM, Adoption og Samfund og LGBT+-arbejdet. Er det ikke betimeligt at drosle lidt ned i lyset af en blodprop?

”Det kan du tro. Og godt, at du spørger, for det er jo en væsentlig del af det. Jeg har altid lavet meget og mange ting på én gang. Jeg har – før episoden i januar – ikke lyttet til min krops signaler. Det gør jeg nu. Jeg overvejer hver dag, hvad der bedst giver mening for mig. Og jeg tilrettelægger også alt efter, hvad jeg kan, og har overskud til.”

Nogle af de roller og opgaver, han har samlet op de seneste par år, har Daniel Staal Nyboe desuden også lukket ned, bare ikke officielt endnu.

”Derfor har jeg fremadrettet ‘kun’ to små deltidsstillinger (som lægevagt i Region Sjælland og som læge i et rusmiddelcenter, red.), samt to bestyrelsesposter og så interessegruppen Sund LGBT+ Praksis.”