”Det er ret markant, hvor meget insulinbehovet bliver reduceret, og hvor markant effekt semaglutid ser ud til at have på egenproduktion af insulin. Der sker en fordobling af c-peptid (som dannes samtidig med insulin, red.), hvilket er sjældent at se,” siger Flemming Pociot.
Semaglutid viser lovende takter mod nydiagnosticeret type 1-diabetes
Semaglutid reducerer behovet for insulin markant ved nydiagnosticeret type 1-diabetes, indikerer et case series-studie. Flere patienter havde ikke brug for insulin et år efter opstart på semaglutid.
”Det er rigtig, rigtig spændende, og det er noget, vi har interesseret os for i lang tid,” siger Flemming Pociot, professor, overlæge og forskningsleder af gruppen Translational Type 1 Diabetes Research på Steno Diabetes Center Copenhagen og Herlev og Gentofte Hospital.
Han har sammen med sin forskningsgruppe været interesseret i GLP-1-RA’ers potentiale hos personer med nydiagnosticeret type 1-diabetes over en længere periode, da GLP-1-RA er kendt for at stimulere insulinproduktion og reducere insulinresistens. Begge dele kan patienter med nydiagnosticeret type 1-diabetes have gavn af.
Derfor er det også positivt at se, at der måske er noget om snakken i studiet, der er det første af sin slags på nydiagnosticeret type 1-diabetes, siger Flemming Pociot og henviser til case series-studiet, publiceret i New England Journal of Medicine (NEJM).
Insulin blev fjernet hos flertallet
De 10 amerikanske patienter, der indgik i studiet, var blevet diagnosticeret med type 1-diabetes 3 til 6 måneder tidligere. Det gennemsnitlige HbA1c-niveau ved diagnosen var 11,7 procent, altså langt over ADA’s HbA1c-anbefaling på 7 procent eller derunder.
Patienterne blev først behandlet med en lav dosis semaglutid, mens de også tog måltidsinsulin (bolus) og basal insulin. Efterhånden som undersøgelsen fortsatte, blev semaglutid-doseringen øget, mens måltidsinsulin blev reduceret for at undgå hypoglykæmi.
”Inden for tre måneder var vi i stand til at eliminere alle måltidsinsulindoser for alle patienterne, og inden for seks måneder var vi i stand til at eliminere basal insulin hos 7 af de 10 patienter. Dette blev opretholdt indtil udgangen af den 12-måneders opfølgningsperiode,” siger Paresh Dandona i en nyhed på Buffalo Universitys hjemmeside. Han er professor i endokrinologi på Buffalo University og seniorforfatter til artiklen.
I løbet af de 12 måneder, som patienterne fik behandling, faldt deres gennemsnitlige HbA1c fra 11,7 til 5,9 efter seks måneder og 5,7 efter 12 måneder, og endte dermed i normalspektret.
”Det er ret markant, hvor meget insulinbehovet bliver reduceret, og hvor markant effekt semaglutid ser ud til at have på egenproduktion af insulin. Der sker en fordobling af c-peptid (som dannes samtidig med insulin, red.), hvilket er sjældent at se,” siger Flemming Pociot.
”Behandlingen ser også ud til at beskytte insulinproduktionen og udskyde, hvornår de får brug for insulin, hvilket er meget positivt.”
Studiet har dog en række begrænsninger, som gør resultatet usikkert, pointerer Flemming Pociot. Blandt andet er studiet tæt på anekdotisk, da der er tale om kun 10 patienter uden en matchet kontrolgruppe. Derudover har de 10 patienter fået type 1-diabetes i en sen alder, hvor ødelæggelsen af de insulinproducerende celler typisk vil gå langsommere og derfor formentlig have en større effekt af semaglutid.
Liraglutid viste vejen
Paresh Dandona og kollegerne var de første til at studere, hvordan GLP-1-RA’en liraglutid kunne virke hos patienter med type 1-diabetes. Det gjorde de i en undersøgelse publiceret i 2011.
"Da vi udvidede dette arbejde, fandt vi ud af, at en betydelig del af personer med type 1-diabetes stadig har en vis insulinreserve i betacellerne i deres bugspytkirtel," siger Paresh Dandona.
"Denne reserve er mest imponerende på diagnosetidspunktet, hvor 50 procent af kapaciteten stadig er til stede. Dette gjorde det muligt for os at antage, at semaglutid, som virker gennem stimulering af insulinsekretion fra beta-cellen, potentielt kunne erstatte måltidsinsulinadministration."
De mest almindelige bivirkninger for de 10 deltagere var kvalme og opkastning samt mindre appetit og vægttab, hvilket er almindeligt ved semaglutid, og kan være positivt, også ved type 1-diabetes, siger Flemming Pociot.
”Vi ser, at der er flere med overvægt, der får type 1- diabetes, så vi forventer, at behandlingen af insulinfølsomhed og overvægt vil få større plads ved type 1-diabetes i fremtiden,” siger han.
Den danske forskningsgruppe overvejer selv at lave et studie, der afprøver GLP-1-RA på type 1-diabetes.
”Hvis behandlingen er komplikationsfri, ville det være spændende at afprøve den på personer, der er i risiko for at udvikle type 1-diabetes,” siger Flemming Pociot.
I øjeblikket er forskergruppen i færd med at screene personer for risikomarkører for type 1-diabetes for eventuelt at kunne tilbyde forebyggende behandling.