Kombinationsbehandling kan sænke endotrophin-niveauet hos personer med diabetisk nyresygdom
Endotrophin er på vej til at blive en tidlig biomarkør for diabetisk nyresygdom. Nu viser nyt dansk studie, at endotrophin-niveauet kan sænkes med kombinationen af en RAS-blokade og SGLT2-hæmmere.
Fremtidens behandling af diabetisk nyresygdom kommer højst sandsynligt til at være guidet af en række sygdomsspecifikke biomarkører. Hvor man i dag måler de traditionelle biomarkører som langtidsblodsukker (HbA1c), blodtryk, kolesteroltal og albuminuri, er der nu i stigende grad kommet evidens for, at man med fordel også kan måle andre biomarkører, der gør det muligt tidligt og mere præcist at målrette den medicinske behandling.
En af disse biomarkører er signalmolekylet endotrophin. Endotrophin fraspaltes under dannelsen af kollagen type VI og har både en proinflammatorisk og en profibrotisk effekt. Og netop fibrosedannelse er et vigtigt element i patologien bag progression af diabetisk nyresygdom og udviklingen af nyresvigt – samt andre komplikationer ved type 2-diabetes som hjertesvigt.
Flere studier har allerede vist, at personer med nyresygdom har et forhøjet niveau af endotrophin i blodet eller urinen samt en øget risiko for progression i deres nyresygdom efter justering for de traditionelle risikofaktorer. Det var baggrunden for, at en gruppe forskere fra det danske biotek-firma Nordic Bioscience, Københavns Universitet og Innsbruck Universitetet i Østrig gik i gang med at undersøge, om en kombinationsbehandling med RAS-blokade og SGLT2-hæmmere kunne sænke endotrophin-niveauet hos en gruppe personer med diabetisk nyresygdom.
Højt endotrophin-niveau øgede risikoen
I studiet inkluderede forskerne 294 personer fra det multinationale DC-ren studie , hvor man på forskellige måder forsker i personlig medicin til behandling af nyrekomplikationer ved type 2-diabetes. Det danske studie er et delstudie, hvor man kiggede på effekten af at bruge endotrophin som en biomarkør og muligheden for at påvirke endotrophin-niveauet med en kombinationsbehandling bestående af en RAS-blokade og en SGLT2-hæmmer. Endotrophin-niveauet blev målt i plasma med PRO-C6 ELISA-analysen, som er et assay udviklet af Nordic Bioscience, både ved starten af studiet samt et, to og tre år efter. Resultaterne af studiet er netop publiceret i tidsskriftet Biomedicines.
”Vi fandt, at kombinationsbehandlingen bestående af en RAS-blokade og en SGLT2-hæmmer signifikant reducerede endotrophin-niveauet sammenlignet med behandling med RAS-blokade alene”, siger Alexandra Møller, der er forsker ved Nordic Bioscience. Hun lavede studiet som en del af sin ph.d., hvor hun også var tilknyttet Københavns Universitet.
”Samtidig kunne vi se, at personer med et forhøjet niveau af endotrophin ved studiets start havde en signifikant øget risiko for at progrediere i deres nyresygdom”.
Effekten skal isoleres
Forskernes antagelse er derfor, at tilføjelsen af en SGLT-2 hæmmer kan reducere endotrophin-niveauet og er en relevant risikomarkør for udviklingen af nyrekomplikationer hos personer med diabetes. Samt at de reducerede niveauer af endotrophin med kombinationsbehandlingen kan afspejle en reduceret risiko for progression i nyresygdom efter behandling med SGLT2-hæmmere. Men de kan ikke sige det med sikkerhed, da der i studiet ikke var en gruppe, der kun var på SGLT2-hæmmere eller en kontrolgruppe, der slet ikke var i behandling.
”Hvis vi skal videre med forskning inden for dette område, har vi brug for studier med flere personer for at kunne undersøge, om ændringer i endotrophin-niveauet kan forudsige et klinisk respons på lægemidler, der viser beskyttende effekter på hjerte og nyrer. Den potentielle antifibrotiske effekt af SGLT2-hæmmere er blevet vist tidligere og kan være én af mekanismerne for de gavnlige effekter, der observeres hos personer med kronisk nyresygdom”.
”Det ville være optimalt, hvis man kunne sammenligne personer uden for behandling med patienter, der var i medicinsk behandling med SGLT2-hæmmere, nonsteroide mineralkortikoid-receptorantagonister (MRA, for eksempel finerenon, red.), endothelin-receptorantagonister og GLP1-receptoragonister. Samtidig vil vi også meget gerne have adgang til data fra nyrebiopsier og MR-skanninger, men det er vanskeligt at få fat i”.
Nødvendigt med større studier
Peter Rossing - der er overlæge og forskningsleder på Steno Diabetes Center Copenhagen - har læst studiet om endotrophin og mener, at det er et skridt på vejen til at få mere viden om biomarkørens sammenhæng med diabetisk nyresygdom.
”Studiet viser, at kombinationsbehandlingen giver et fald i endotrophin-niveauet. Men der er brug for yderligere studier, hvis man skal vise, om en reduktion i endotrophin-niveauet har betydningen for prognosen for diabetisk nyresygdom. Her vil man skulle måle på endepunkter som eGFR, progression til dialyse eller hjerte-kar død,” siger Peter Rossing.
”Så studiet giver os nyttig viden og fortæller os, at vi er på rette spor ved at bruge en biomarkør som endotrophin. Det kunne også indikere, at ved højt endotrophin-niveau er kombinationsbehandlingen nyttig. Vi er i en spændende tid med mange muligheder og har brug for at finde ud af, om alle skal have alt eller om en biomarkør som endotrophin kan bruges til at vælge mellem behandlinger”.
Stadig på et tidligt stadie
Alexandra Møller medgiver, at der sker rigtig meget lige nu inden for biomarkører for diabetisk nyresygdom, men samtidig er man på et relativt tidligt stadie i udforskningen af mulighederne.
”Der findes for eksempel paneler, hvor mange biomarkører måles på én gang, men det kan efter min mening gøre det svært se effekten af den enkelte biomarkør. Biomarkører målt på forskellige platforme er ikke lette at implementere i klinikken. Og trods den positive udvikling af nye prognostiske biomarkører for diabetisk nyresygdom, så er der kun meget få kliniske studier, som anvender disse nye biomarkører til risikovurdering eller identifikation af behandlingsrespons”, siger Alexandra Møller.