DSAM-formand om kritik: Vores arbejde har bidraget til investeringsviljen i almen praksis

DSAM-formand Bolette Friderichsen forstår bekymringen hos tidligere bestyrelsesmedlem, som kritiserer DSAM for at gå ind på PLO’s enemærker. Men hun har svært ved at se, at DSAM ikke skal bidrage i dialogen med myndighederne omkring almen praksis. Hun fremhæver, at common trunk-arbejdet har styrket den politiske vilje til at investere i almen praksis.

DSAM kan risikere at blive en slags nyttige idioter, når det faglige selskab i højere grad end tidligere involverer sig i sundhedspolitisk arbejde. Selskabet er med til at lave retningslinjer, der ikke blot fungerer som støtteværktøjer i den daglige klinik, men som også beskriver opgavedelingen i det samlede sundhedsvæsen. Her kan DSAM-medlemmer med faglige særinteresser komme til at godkende nye opgaver til almen praksis, som burde have været forbi forhandlingsbordet hos PLO først.

Sådan lyder kritikken fra blandt andre praktiserende læge Merete Hansen, der er tidligere bestyrelsesmedlem og IT-ordfører hos DSAM.

Medicinsk Tidsskrift har forelagt DSAM-formand Bolette Friderichsen kritikken.

Hun indleder med at sige, at hun ikke kan forestille sig en verden, hvor et fagligt selskab som DSAM ikke melder ind, når eksempelvis Sundhedsstyrelsen ønsker en snak, der involverer almen praksis.

For Bolette Friderichsen at se er situationen lige nu, at de nationale myndigheder i landet – som del af sundhedsreformen – ønsker sig en opgavebeskrivelse af sundhedsområdet i samarbejde med relevante videnskabelige selskaber.  

”For mig at se er det en bunden opgave, at vi skal melde ind. Hvem skulle ellers gøre det? Skulle det være samfundsmedicinere eller folk fra folkesundhedsvidenskab? Sundhedsstyrelsen har brug for at tale med dem, der står med hænderne i opgaverne i hverdagen. Der kan vi ikke bare sige, at de skal spørge PLO, for denne beskrivelse af fagets identitet er ikke deres opgave som brancheorganisation,” siger hun.

Bolette Friderichsen forstår fint den bekymring om opgaveglidning og merarbejde, som ikke blot Merete Hansen, men også PLO-lokalformand Birgitte Ries Møller udtrykker, og DSAM-formanden finder den helt relevant.

”Jeg har bare svært ved at se, hvordan det skulle gøres anderledes end måden, vi gør det på nu.  Det lyder som om, Merete Hansen ønsker sig, at vi som fagligt selskab blot skal tage noget, andre parter beslutter, og så koge det til et ark, praktiserende læger kan bruge i klinikken. Vi peger altid på PLO, når der er tale om egentlige forhandlinger, ligesom vi er meget opmærksomme på tidsforbruget, som er forbundet med nye opgavebeskrivelser.”

Arbejdet med faglige vejledninger er der lavet retningslinjer for internt i DSAM, så de får samme volumen og format, forklarer formanden. Og Bolette Friderichsen genkender ikke billedet af, at det altid er DSAM-medlemmer med særinteresser og særlige hjertesager, der får udpeget et bestemt område for derefter at puste det op.

”Selvfølgelig skal folk, der bliver udpeget, have lyst til området. Men de arbejder ikke alene, og vi har en snak med dem forud om, hvordan de repræsenterer faget. Mange repræsentanter, vi sender, er faktisk kritiske over for det område, de får tildelt. Og samtidig med, at jeg forstår Meretes bekymring, så er det også vigtigt, at vi kan tilegne os noget nyt. Hvis der kommer nye behandlingsmuligheder, skal de også ind i almen praksis. Ellers bliver vi irrelevante,” siger formanden.  

Common trunk har medført investeringsvilje i almen praksis

Også arbejdet med en common trunk er en af de kritikpunkter, der har fået Merete Hansen på barrikaderne.

Common trunk var en fælles fagbeskrivelse i forbindelse med honorarstruktur-rapporten. Udvalget bag rapporten bad i denne sammenhæng DSAM om hjælp til at udarbejde en faglig identitet.

Bolette Friderichsen erkender, at der normalt er høringsfaser, som dog ikke blev nået i forbindelse med leveringen af en faglig identitet til honorarstrukturrapporten.

”Den her common trunk er en førsteudgave, som ikke kan ophøjes til lov. Vi skulle vise, at det kan lade sig gøre at beskrive en faglig identitet. Men det bliver først egentlig forpligtende, når det er forhandlet igennem med PLO. Det er PLO, som kender til vilkårene omkring eksempelvis små lejemål i København, som Merete Hansen nævner som eksempel.”

Bolette Friderichsen, der selv er praktiserende læge i Hobro, har for nylig siddet i møde med centrale embedsmænd fra Sundhedsstyrelsen.

”En højtstående medarbejder fortalte mig, at arbejdet med common trunk var afgørende for, at der kom den investeringsvilje i almen praksis, som der har været i udspillet til sundhedsreformen. Kommunerne bliver i højere grad decimeret end almen praksis i udspillet, og her kan det spille ind, at de ikke har formået at melde ind på samme måde, som vi har gjort med blandt andet en common trunk.”

Bolette Friderichsen tilføjer også, at det gør hende ondt, at tidligere DSAM-formand Anders Beich ikke forstår formålet og processen omkring arbejdet med en common trunk, som han kalder for et ”fejlskud” uden klar metode, datagrundlag eller klart fagligt formål.

Bolette Friderichsen:  

”Det er rigtigt, at det ikke er videnskab som sådan, men der er dog tre forskningsenheder og to almenmedicinske professorer, der har bidraget til denne beskrivelse af, hvad der er inden for skiven i dag. Anders Beich efterlyser forskningsmæssig evidens for, at enhver opgave løses bedst af almen praksis, før de må beskrives af DSAM som en del af faget. Den opgave er nok ikke let at løse på nogle få måneder," siger Bolette Friderichsen.

Timingen var, forklarer hun videre, at både PLO og honorarstrukturkommissionen ønskede denne kortlægning i løbet af måneder for at kunne komme videre med forslag til forenkling af honorarstrukturen.

"Hvis det ikke er beskrevet, eksempelvis at vi tilbyder lungefunktionsundersøgelse, kunne en honorarforenkling give mistillid til branchen: Er der så nogen, der bare holder op med at lave lungefunktionsundersøgelse?”

Formanden tilføjer:

”Anders Beich har selv hele tiden talt for en forenkling, så det faglige fokus styrkes med bevaret indtjening, sådan at vi får mere tid til de komplekse konsultationer, og det var faktisk det primære formål med rapporten.” 

Bolette Friderichsen slutter af med at gentage, at hun finder Merete Hansens bekymring om en eksplosion af opgaver fuldstændig relevant.

”Som jeg ser det, skal vi beskrive basisleverancerne. Men vi skal aldrig være med til at skabe en klinik, hvor den enkelte læge ikke kan udfolde særinteresser, fordi vi bliver et ambulatorie for 10 forskellige specialer. Derfor er det en opgave for os at sikre, at opgaveniveauet ikke blive alt for højt. Samfundet er tjent med, at man kan udfolde særinteresser som praktiserende læge: Nogle er gode til at skære, nogle er gode til samtaleterapi. Det er vi meget bevidste om.”