En efteruddannelse i compassion ændrede arbejdslivet for praktiserende læge

En efteruddannelse i compassion - ændrede arbejdslivet for praktiserende læge Lone B. Svenningsen. Hun er gået fra at være forhippet på at fikse patientens problem til i højere grad at rumme patienten og lidelsen og passe på sig selv. I dag skal hun hjælpe Sydvestjysk Sygehus med at blive Danmarks første compassionate sygehus.

Når man som patient træder ind i Lone B. Svenningsens konsultation, bliver man både mødt med et stort smil og af en tilgang, som bygger på det nye evidensbaserede værktøj ’compassion.’ Det har hun som praktiserende læge nemlig efteruddannet sig i ved Stanford University i Californien. Det er nu fem år siden, og det nye værktøj har betydet, at hun ikke mere føler sig så udfordret i sin hverdag som praktiserende læge, og når hun kører som lægevagt på Djursland. Efteruddannelsen blev kort fortalt et vendepunkt i hendes virke som læge, selvom det ikke var så tydeligt i begyndelsen.

”Compassion er multidimensional evne og består af mange forskellige elementer i en relation, altså både det mentale, kropslige og følelsesmæssige. Efter jeg har lært at udøve compassion, altså tale i øjenhøjde og udøve aktiv empati, er det ligesom en muskel, der kan trænes, og så kommer det i praksis i højere grad af sig selv, når man er i relation­en med patienten, selv midt i en fortravlet hverdag,” forklarer Lone B. Svenningsen.

En win-win-situation

I dag har hun kun tid til at virke som praktiserende læge en gang om ugen, da hun også for nylig er blevet ansat som overlæge i compassion på Sydvestjysk Sygehus. Sygehuset har nemlig valgt at blive Danmarks første VidensSygehus for Compassion til gavn for personale og patienter (se faktaboks i bunden). For Lone B. Svenningsen personligt har læringen gjort en betydelig forskel.

”Arbejdsglæden gør hele forskellen fra tidligere, hvor jeg ikke kendte til compassion. Også når jeg kører lægevagt, virker det positivt, selvom jeg lige i starten ikke kunne mærke den store forskel. Før var jeg mere i ”fix-it-mode” med overdrevet fokus på det medicinske, men nu kan jeg bedre rumme, at arbejdsdagen er så forskellig, og når man giver og får igen, så giver det en win-win-situation. Det gælder dog ikke kun mig, men evidensen viser, at det er tilfældet mere generelt,” siger Lone B. Svenningsen.

Mennesket bag patienten

Alle læger ved, at nogle patienter udgør en større udfordring end andre, og at det, patienter ofte kommer med i almen praksis, er andet end symptomer på fysisk sygdom. For Lone B. Svenningsen kan compassion særlig bruges ved de udfordrende og sårbare patienter.

”Det kan f.eks. være førtidspensionisten, som kommer for at få taget et celleskrab efter at have undgået det i mange år. Men sygeplejersken fanger hende ved en årskontrol og sender hende videre til mig. Det viser sig så, at hun lider af PTSD og angst pga. et overgreb mange år tidligere. Det kan typisk være ved mødet med sådan en patient, at jeg gør mig ekstra umage med at se mennesket bag patienten og at give hende plads til at få sagt dét, hun har på hjerte.” Lone B. Svenningsen uddyber:

”Konkret vil jeg tale med hende om, hvad der er svært, og sige til hende, at det er hende, der styrer forløbet, at hun kan hele tiden sige fra osv. På den måde får vi sat rammer for dette lille indgreb. Lige netop i sådan en situation er jeg heller ikke så forhippet på at få foretaget indgrebet, som jeg ellers ofte er som læge, når der sidder 20 patienter i venteværelset. Men lige i forhold til en sådan sårbar patient, har jeg ikke så travlt, fordi jeg ved, at hvis det skal lade sig gøre, så er det dét, der skal til. ”

Det drejer sig altså om at skabe en fællesskabsfølelse sammen med patienten, som øger trygheden og forvisningen om, at lægen kun gør det, som patienten har lyst til og intet andet:

”I det konkrete tilfælde, som jeg husker det, fik jeg hende op på briksen, og selvom det var svært, hjalp jeg hende med at få ledt tankerne ind i andre baner, og så lykkedes det faktisk at få taget det her celleskrab. Og bagefter gik det op for mig, at hun hverken havde sovet om natten eller fået morgenmad, for hun spurgte om lov til at sidde og spise lidt, mens jeg skrev i journalen.”

Belønningen for at have hjulpet patienten, oplever Lone B. Svenningsen, er til at tage og føle på:

”I mange tilfælde kan jeg se, at patienten er ”vokset en halv meter,” når vedkommende går, og det giver bare så meget glæde og energi, ikke blot for patienten, men også for mig som læge, og det er dét compassion omfatter, at man både giver og får og bliver opløftet, både som læge og patient.”

Den indre modstand

Endnu andre patienter, som Lone B. Svenningsen møder i sin konsultation, er svære at håndtere, fordi man bevidst eller ubevidst føler en indre modstand imod dem.

”Jeg har patienter, som er kommet til mig med problemer, som har rystet mig dybt i min grundvold. F.eks. mennesker, hvor jeg var involveret i, at de fik tvangsfjernet et barn pga. overgreb, og som bagefter kom og ville snakke med mig om, hvor psykisk dårligt de havde det. Dér blev jeg nødt til i første omgang at sige fra og bede mine lægekollegaer om hjælp. Jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne møde patienten på en fair måde pga. af indre modstand, selvom jeg ikke vidste noget om, hvem der var skyld i hvad, eller præcist hvad der var sket”.

Det endte dog med, at det lykkedes via ’fælles menneskelighed,’ som er et begreb i compassion, forklarer Lone B. Svenningen:

”Begrebet ’fælles menneskelighed’ handler om, at man øver sig i at se mennesket bag handlingen. Og fordi jeg selv er mor, kunne jeg tale med den ramte person om, hvordan det er at få taget sit barn fra sig, og den sorg det er at miste sit barn. Dér kunne jeg sagtens være med uden at tale om skyld, eller hvem der havde gjort hvad. Mit fokus var at tale så meget om det, at det, der var sket, forhåbentlig ikke skete igen.”

At spejle og lytte

I sådan en situation påpeger Lone B. Svenningsen, at lægen også bliver nødt til at passe på sig selv og sikre sig, at man som professionel har de mentale ressourcer til at klare en sådan samtale:

”Det er meget vigtigt som læge at passe på sig selv i alle de situationer, hvor man møder mennesker, som lider og har det vanskeligt udover ens fatteevne. Men compassion rummer også redskaber til at finde ud af, hvornår man skal sige ja, og hvornår man skal sige nej. Og min erfaring er, at man kun kan sige ja, hvis man samtidigt kan møde personen som et menneske på linje med en selv.”

Heldigvis er de store voldsomme historier, Lone B. Svenningsen beretter om, ikke så almindelige i hendes klinik, forklarer hun og går til den anden yderlighed:

”Jeg skal også kunne sætte mig ind i det lille problem, så man ikke dømmer, selvom det ser småt ud. Indimellem er man lidt som en psykolog og hjælper patienten til at finde frem til løsningen selv. Det kan ske, når en patient sidder over for mig, fordi de ellers ikke har en, som er aktivt lyttende, og så kan man nogle gange nøjes med blot spejle, hvad folk siger, og så er det nok.”

At ramme idealet

Alt i alt er dét at have en lægepraksis at kunne skifte fokus fra patient til patient – uanset hvem der kommer ind ad døren – selvom det kan knibe, hvis man har en hård dag.

”Hvis man blot kan have en omsorgsfuld opmærksomhed uden at dømme, så er man nået langt. Men hvis man som læge selv føler sig presset, så kommer man ofte til at være lidt fordømmende, når patienten træder ind. Jeg øver mig stadigvæk i at ramme idealet. Overordnet set kan jeg blot fornemme, at jeg har fået fat i noget af essensen af, hvad man skal kunne for at hjælpe folk, der er i lidelse, for det støder man som læge på det hele tiden,” siger Lone B. Svenningsen og understreger, at empati og compassion er to forskellige ting:

”Det sjove er, at når man bruger compassion, så stimuleres reward-centeret i hjernen, som har med positive følelser som omsorg og fællesskab at gøre. Hvis man derimod udelukkende bruger empati, så rammes det område i hjernen, der stimulerer ens egen selvrelaterede smerte og negative følelser, og hvis man taler med mange patienter på den måde i løbet af en dag, kan det fremme udbrændthed og stress. Med compassion bliver man også opmærksom på og dvæler ved de helt små ting og tager dem til sig, f.eks. hvor folk på vej ud ad døren siger, tak fordi du så mig.”