Overraskende høj risiko for kræft hos personer med nyopdaget anæmi
Dansk forskning viser, at risikoen for kræft er markant forhøjet hos personer med nyopdaget anæmi i almen praksis. Resultatet overraskede forskerne, som måtte gennemgå datagrundlaget og analyserne flere gange for at bekræfte fundet.
”Vi vidste godt, at anæmi er forbundet med en øget risiko for kræft, men vi blev overraskede, da vi så resultatet af undersøgelsen.”
Sådan lyder det fra læge og ph.d. Astrid Bønnelykke fra Forskningsenheden for Almen Praksis ved Aarhus Universitet. Hun har i forbindelse med sit ph.d.-projekt undersøgt sammenhængen mellem anæmi og kræft.
”Vi måtte have statistikerne til at gennemgå datagrundlaget flere gange for at være sikre på, at alt var, som det skulle være,” siger hun. Men den var god nok. Data viste, at blandt personer med nyopdaget anæmi i almen praksis fik 7,9 procent af mændene og 5,2 procent af kvinderne konstateret kræft inden for 12 måneder. Det svarer til, at kræftforekomsten var cirka fem gange så høj for mænd og cirka fire gange så høj for kvinder med nyopdaget anæmi, sammenlignet med baggrundsbefolkningen.
Det var især to typer anæmi, som var forbundet med høj risiko for kræft: Inflammatorisk anæmi og kombineret inflammatorisk jernmangelanæmi. Den højeste kræftrisiko sås hos mænd med kombineret inflammatorisk jernmangelanæmi. I denne gruppe fik hele 19,3 procent konstateret kræft inden for 12 måneder. For kvinder var inflammatorisk anæmi forbundet med den højeste kræftrisiko; her fik 15,3 procent konstateret kræft inden for 12 måneder.
”Vi havde regnet med, at kombineret inflammatorisk jernmangelanæmi var forbundet med den højeste kræftrisiko, men ikke at den var så høj. Det var også overraskende, at risikoen for kræft var så høj efter nyopdaget, inflammatorisk anæmi. Det fortæller os, at der er nogle grupper af patienter, som vi er nødt til at skærpe opmærksomheden på,” siger Astrid Bønnelykke.
Uklassificeret anæmi
Astrid Bønnelykke satte sig for at undersøge sammenhængen mellem anæmi og kræft, fordi anæmi er et underbelyst emne i almen praksis. Der mangler især viden om udredningen af anæmi og om kræftrisikoen ved anæmi i en generel population i almen praksis, fortæller hun. Det på trods af at jernmangelanæmi er en velkendt risikofaktor for mave-tarmkræft, at anæmi opstår hos 39 procent af alle kræftpatienter, og at anæmi er en negativ prognostisk faktor for overlevelse ved flere kræftformer. Astrid Bønnelykkes forskning har afsløret flere mangler i udredningen af anæmi. Blandt andet har hun dokumenteret, at 78,9 procent af alle kvinder og 65,1 procent af alle mænd med nyligt påvist anæmi ikke har fået klassificeret anæmien.
”I visse tilfælde kan der være en god forklaring på, at man ikke har klassificeret anæmien, men vi må konstatere, at der er for mange, som ikke får de nødvendige laboratorietests. Når vi ikke ved, hvilken type anæmi der er tale om, kan vi heller ikke vide, hvad anæmien skyldes,” siger Astrid Bønnelykke.
Halvdelen bliver ikke udredt
Forskningen har også vist, at fem ud af ti med nyopdaget jernmangelanæmi, kombineret inflammatorisk jernmangelanæmi eller inflammatorisk anæmi ikke er blevet udredt for kræft inden for tre måneder. Dansk Selskab for Gastroenterologi og Hepatologi anbefaler, at patienter med uforklaret anæmi henvises til pakkeforløb for kræft i tyk- og endetarmen.
”Vi ved ikke ud fra vores forskning, om der er en god forklaring på, at patienterne ikke er blevet udredt for kræft. Vi kan bare konstatere, at halvdelen med en nyopdaget anæmitype, som kan indikere underliggende kræft, ikke bliver henvist til udredning,” siger Astrid Bønnelykke og tilføjer:
”I nogle tilfælde giver det ikke mening at henvise til kræftudredning, for eksempel hvis man har en yngre kvinde med jernmangelanæmi og kraftig menstruation. Da er det oplagt, at anæmien skyldes blødningen og ikke for eksempel kræft. Men har man en patient med nyopdaget, uforklarlig anæmi, bør det udløse en mistanke om kræft og en henvisning til udredning.”
Efterlyser bedre udredning
Astrid Bønnelykkes ph.d.-vejleder, professor Peter Vedsted fra Aarhus Universitet, har forsket i kræftdiagnostik i mange år, men også han blev overrasket over, hvor stærk en kræftindikator anæmi tilsyneladende er:
”Det understreger, at vi nok ikke har taget anæmi alvorligt nok. Det er vigtigt, at vi bruger den her viden fornuftigt,” siger han.
Ifølge Peter Vedsted bør det i første omgang efterprøves, hvor stærk en kræftindikator anæmi er. Det kan gøres ved at sammenligne anæmipatienters kræftrisiko med risikoen hos personer, som har fået en blodprøve med en normal blodprocent. Forskning har nemlig vist, at blodprøvetagning i sig selv kan signalere øget kræftrisiko.
”Jeg er ikke i tvivl om, at anæmi er en stærk indikator, men jeg vil gerne vide, præcis hvor stærk den er,” siger Peter Vedsted.
Han og Astrid Bønnelykke efterlyser et større fokus på klassificering og udredning af anæmi i almen praksis, så underliggende kræftsygdom kan afdækkes tidligt. Det kræver målrettede interventioner, for eksempel obligatoriske laboratoriepakker, hvor en lav blodprocent automatisk udløser klassificering af anæmien. På den måde får lægerne blodprøvesvarene samme dag, så patienten ikke behøver komme igen for at få klassificeret sin anæmi.
”Det kunne også være interessant med et randomiseret forsøg med praktiserende læger, hvor halvdelen af lægerne får en notifikation om, at de bør overveje at sende patienten til udredning efter et blodprøvesvar, som viser lav blodprocent. Min hypotese er, at patienter, hvis læge får en notifikation, vil få kræftdiagnosen tidligere,” siger Peter Vedsted.
En tung byrde
Anæmi forekommer hos omkring to procent af patienterne i almen praksis i Danmark, og et internationalt review fra 2008 viste, at anæmiforekomsten er 17 procent hos personer over 65. Hvis langt flere af disse skal udredes for kræft, kan det blive en tung byrde for sundhedsvæsenet, erkender Peter Vedsted.
”Derfor er det vigtigt, at vi får klassificeret anæmien korrekt, så man ikke blindt henviser alle med anæmi. Hvis en patient for eksempel har jernmangelanæmi, skal man først og fremmest finde ud af, om det bløder fra tarmen. Det kan gøres med en FIT, så patienten ikke med det samme skal videre til koloskopi. Det gælder om at gøre det på en intelligent måde, så vi ikke vælter sundhedsvæsenet,” siger Peter Vedsted.
”Samtidig er der er en sundhedsøkonomisk gevinst i at kunne stille kræftdiagnosen tidligere, for det er en kæmpebelastning at skulle håndtere sene kræftstadier. Det kræver flere og større operationer, mere kemo- og strålebehandling og længerevarende ophold i sundhedsvæsenet. Hvis vi bliver bedre til at klassificere anæmi og udrede patienterne, får vi dels flere leveår, dels en mindre ressourcetung udredning.”