Europæisk efterforskning: Er blødning efter overgangsalderen en bivirkning til COVID-vaccine?
Kvinder, som ikke menstruerer på grund af overgangsalder eller langtidsvirkende hormonel prævention, rapporterer om to-fire gange øget forekomst af uventet underlivsblødning efter vaccination mod COVID-19.
Det viser et nyt studie fra den norske pendant til Statens Serum Institut, Folkehelseinstituttet. Studiet er publiceret i tidsskriftet Science Advances. Studiet fik 20. november den europæiske bivirkningskomité PRAC til at indlede en vurdering af postmenopausal blødning som en mulig bivirkning efter COVID-19-vaccinerne fra Pfizer/BioNTech og Moderna.
Det er ikke nyt, at kvinder kan få uventede og kraftige menstruationsblødninger efter en vaccination mod corona. Det Europæiske Lægemiddelagentur EMA besluttede i oktober 2022, at produktinformationen for mRNA-vaccinerne inkluderer kraftig menstruationsblødning som en potentiel bivirkning.
Men denne gang handler det altså ikke om kvinder, som i forvejen har menstruationer. Det drejer sig om kvinder, som har været i overgangsalderen, og som altså ikke længere burde få menstruation, men som alligevel i mange tilfælde har oplevet netop dét efter en coronavaccination. Det gælder også kvinder, som normalt ikke menstruerer på grund af langtidsvirkende hormonel prævention som eksempelvis hormonspiral.
Og den nye undersøgelse finder også en høj forekomst af uventet underlivsblødning i tiden efter coronavaccine hos kvinder, der ikke menstruerer.
"I denne undersøgelse har vi dokumenteret, hvordan et stort udvalg af kvinder svarede, da de blev spurgt om uventet underlivsblødning kort tid efter vaccination," siger Kristine Blix, læge og forsker ved Folkehelseinstituttet.
I alt 22.000 kvinder i Seniorkohorten og den norske mor, far og barn-undersøgelsen (MoBa) blev spurgt, om de havde oplevet uventet underlivsblødning i 2021 (året de fleste fik deres første coronavaccine).
"I den nye undersøgelse fandt vi øget risiko for uventet underlivsblødning hos kvinder, der er stoppet med at menstruere på grund af overgangsalderen, såvel som hos kvinder, der ikke menstruerer, fordi de bruger hormoner," siger Blix.
Blandt 7.725 kvinder efter overgangsalderen (postmenopausale) svarede i alt 252 kvinder (3,3 procent), at de havde oplevet uventet underlivsblødning. Næsten halvdelen af disse kvinder (1,5 procent) svarede, at blødningen opstod i måneden efter coronavaccine. Risikoen for uventet blødning var øget 2-3 gange.
Blandt 7.148 kvinder, som var i overgangsalderen (perimenopausale), rapporterede 1.008 kvinder (14,1 procent), at de havde oplevet uventet underlivsblødning. Halvdelen af disse kvinder (7,2 procent) svarede, at blødningen opstod i måneden efter coronavaccine. Risikoen for uventet blødning var øget 3-4 gange.
Blandt 7.052 ikke-menstruerende kvinder, som ikke var kommet i overgangsalderen (premenopausale), rapporterede 924 kvinder (13,1 procent), at de havde oplevet uventet underlivsblødning. Lidt over halvdelen af disse kvinder (7,3 procent) svarede, at blødningen opstod i måneden efter coronavaccine. Risikoen for uventet blødning var øget 4 gange.
De premenopausale kvinder, som ikke menstruerede, brugte hovedsageligt hormonspiral.
"Bivirkningskomiteen har nu sendt en række spørgsmål, som de to vaccineproducenter Pfizer og Moderna skal forholde sig til inden 3. januar 2024," skriver Statens Serum Institut.
De fleste danske kvinder vaccineres ikke længere mod COVID-19, da kvinder under 65 år, som ikke har kroniske sygdomme, ikke bliver tilbudt en coronavaccine i dette års vaccinationsprogram. Blødningsforstyrrelser efter vacciner vil derfor ikke længere være relevant for dem.
Lægemiddelstyrelsen betragter blødning, der opstår mere end et år efter den sidste menstruation – også kendt som postmenopausal blødning – som værende unormal. Kvinder, der oplever sådan en uventet blødning efter overgangsalderen, bør derfor straks søge læge, da det kan være et tegn på andre lidelser, såsom kræft eller forstadier til kræft i livmoderen.