Skip to main content

Medicinsk Tidsskrift

-først med nyheder om ny medicin

Sundhedsordførere vil lave forsøgsordningen med medicinsk cannabis om

Flere af Folketingets sundhedsordførere er enige i kritikken af forsøgsordningen med medicinsk cannabis, og mener, at det er det nødvendigt at ændre ordningen, så man bl.a. sikrer en bedre forskning i virkninger og bivirkninger.

Enhedslisten opfordrer til at skrotte den eksisterende ordning så hurtigt som muligt og tage hul på en ny.  

Der er udbredt utilfredshed hos både patienter, patientorganisationer og eksperter med forsøgsordningen med medicinsk cannabis, som Sundhedspolitisk Tidsskrift skrev torsdag. De peger bl.a. på, at der mangler en systematisk erfarings- og vidensopsamling, randomiseret forskning, flere, billigere og bedre produkter, en decideret behandlingsvejledning, styrket involvering af læger og en bedre adgang for de mange patienter, som i dag stadig får nej hos lægen. 

Start en helt ny forsøgsordning nu

Sundhedsordførere fra begge sider af Folketinget er enige i kritikken og ønsker ændringer til ordningen, når den nuværende udløber pr. 31. december.

Fra Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, er meldingen, at man simpelthen skrotter den eksisterende ordning så hurtigt som muligt, og starter en helt ny forsøgsordning op. 

“Den største fejl har været, at ordningen ikke sikrer evidens og en ordentlig dataopsamling. Det har gjort, at der ikke har været tilstrækkeligt med læger, som har været trygge ved ordningen, og dermed har afholdt sig fra at udskrive medicinsk cannabis. Vi skal have lavet en forsøgsordning, som sikrer, at vi får en opsamling af viden, som kan bruges, og som der fra lægefagligt hold er opbakning til”, siger Peder Hvelplund. 

Han mener også, at så længe medicinsk cannabis kører under de nuværende regler for tilskud, så afholder det en ret stor gruppe af patienter fra at benytte sig af den. 

“Vi bliver nødt til at få kigget på tilskudsordningen. Det er for dyrt, så det afholder nogle patienter fra at kunne benytte sig af ordningen, og det betyder så, at de data, som vi får ind, heller ikke er valide. Det er nødvendigt, at en bredere gruppe af patienter skal have muligheden for at benytte sig af medicinsk cannabis”, siger Peder Hvelplund. 

En række skønhedspletter

Hos Venstre ærgrer formand for Folketingets sundhedsudvalg, Jane Heitmann, sig over, at forsøgsordningen med medicinsk cannabis har vist sig, at have en række ”skønhedspletter”.

“For os er det helt afgørende, at vi får set på, hvordan vi kan komme videre på en sober måde, så både læger, patienter og den nye medicinske cannabisindustri får et bedre udgangspunkt”.

Ligesom Peder Hvelplund peger hun også på, at det er vigtigt at sikre bl.a. mere forskning og bedre vidensindsamling, for det er ifølge hende en af nøglerne til at gøre ordningen til en succes.

“Vi ser også gerne, at lægerne får bedre behandlingsvejledninger, at flere patienter bliver imødekommet, og færre føler sig fristede til at handle på det sorte marked, og sidst men ikke mindst, at Lægemiddelstyrelsen stepper op, så de danske producenter får de nødvendige tilladelser. I dag er der blot fire cannabis produkter på det danske marked – og de er alle udenlandske,” siger Jane Heitmann. 

Godkendelse af danske produkter går for langsomt

Netop det, at de danske producenter af medicinsk cannabis ikke har adgang til at sælge til det danske marked, er noget Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, også hæfter sig ved. 

“Det er lidt underligt, at vi har danske producenter, men at vi ikke aftager noget af deres produkter herhjemme, fordi de ikke er godkendt i Lægemiddelstyrelsen. Men de kan godt sælge deres produkter til Tyskland, har jeg erfaret. Hvad er de tyske myndigheders kriterier for godkendelse i forhold til de danske? Og hvad er grunden til den langsommelige godkendelsesproces i Lægemiddelstyrelsen? Vi synes, det går for langsomt”, siger Liselott Blixt. 

I lighed med sundhedsordførerne fra Enhedslisten, Konservative og Venstre mener Liselott Blixt også, at det er rigtigt, når forsøgsordningen udsættes for kritik. 

“Selve forsøgsordningen skal justeres. Vi skal sikre forskning, så vi bliver opdateret i medicinens effekt og bivirkninger, og så skal vi også se, om vi skal have udvidet den gruppe af patienter, som kan få medicinsk cannabis”, siger hun. 

Forsikring om virkning og bivirkninger

Også de Konservatives sundhedsordfører, Per Larsen, genkender pointerne fra patienterne og eksperternes kritik af ordningen. 

“I min optik er der ingen tvivl om, at når et præparat som medicinsk cannabis bruges som medicin, så skal det også testes og godkendes på akkurat samme måde som alt andet medicin, så det kan bruges forsvarligt til f.eks. smertelindring og hvad det elles kan bruges til, siger han. 

Per Larsen forstår godt, at der er læger, som er utrygge ved at ordinere lægemidler, som ikke er testet og godkendt. 

“De skal have forsikring om både virkning og bivirkninger, så det skal en ordning med medicinsk cannabis sikre. Det vil jeg tage med ind i de kommende forhandlinger om ordningen”.